Performancekunst i bogform

De flygtige performancekunstværker, som kunstneren Jessie Kleemann er blevet kendt for, bliver genstand for en ny bog.
Skrevet af Martine Lind Krebs
14. december 2011 14:46

Det er forfatter og kunstner Iben Mondrup, der har taget initiativ til bogen, der er støttet af såvel Napa, som Selvstyrets Kulturfond og NunaFonden.

- De kunstarter, som Jessie Kleemann arbejder i, er flygtige og svære at dokumentere. De skal opleves her og nu, og kan ikke hænge på væggen ligesom værker af mange af de andre grønlandske kunstnere, siger Iben Mondrup, der derfor følte, at det var vigtigt at dokumentere Jessie Kleemanns kunst.

3 skribenter skal bidrage til bogen og hver især skrive om deres fortolkninger af Jessie Kleemanns værker. Det bliver filminstruktør Ivalo Frank, studerende Aviaq Jørgensen og kunstner Brian Catling, der tidligere har arbejdet sammen med Jessie Kleemann.

Foruden performance maler Jessie Kleemann også og skriver digte.  Bogen om hende udgives på forlaget Hurricane Press.