Qulaarpaa Patientsikkerhed lider under lægeskift

Det skaber usikkerhed hos patienter, når læger og sygeplejersker farer ind og ud af landets sygehuse på korte kontrakter, og ifølge landslægen har den omfattende brug af vikarer også betydning for patientsikkerheden.
- Der har været misforståelser fra nye læger, især i Narsaq hvor der er stor udskiftning af lægerne, fortæller Oline M. Gabrielsen. Foto © : Privatfoto
11. april 2016 06:42

- Nu har jeg haft smerter i 23 år, og jeg føler, at jeg ikke er blevet hjulpet i den tid. I lyset af hvor jeg står nu, så er jeg ikke tilfreds med behandlingen, fortæller 30-årige Oline M. Gabrielsen fra Narsaq.

Hun har det meste af livet levet med en hoftelidelse, og derfor har hun oplevet den store udskiftning blandt personalet i sundhedssystemet på nærmeste hold.

- Der har været misforståelser fra nye læger, især i Narsaq hvor der er stor udskiftning af lægerne. Sidst jeg tog til lægen og måtte forklare min sygdom, skulle jeg derned igen umiddelbart efter. Der var endnu en ny læge ansat. Den første læge var meget forstående, men den nye læge havde en helt anden mening, siger Oline M. Gabrielsen.

21 fastansatte ud af 52 stillinger

KNR har foretaget en rundringning til de fem regionssygehuse, og resultatet viser at kun 21 af 52 lægestillinger er besat af fastansat personale. Resten af stillingerne er besat af læger, der er ansat på kontrakter af ned til 14 dages varighed.

Landslæge Henrik Trykker har tilsynsmyndigheden med sundhedsvæsnet i Grønland. Han fortæller, at fastansat personale har betydning for patientsikkerheden.

- Det betyder noget for patientbehandlingen, og det betyder noget for patientsikkerheden - ikke sådan at tingene er usikre, men tingene går langsommere, siger Henrik Trykker.

Han fortæller, at et af problemerne ved skiftende personale er tab af informationer om den enkelte patient, som Oline M. Gabrielsen har oplevet.

Patientsikkerheden lider

Det er dog ikke hans opfattelse, at problemet i værste fald kan koste patienterne livet.

- Nej, det er ikke mit indtryk. Det skal ikke være tvivl om, at patientsikkerheden lider under, at der er mange skift, men det skal mere forstås på den måde, at tingene går langsommere, siger Henrik Trykker.

For Oline M. Gabrielsen har kontakten med skiftende læger været opslidende.

- Det er nedtrykkende at skulle forklare sin sygdom til en ny læge så ofte, det er også trættende. Især at skulle gentage sygdomshistorien og hvad man kæmper med i det daglige om igen til en ny læge, det er det, der gør, at jeg er træt af det, siger Oline M. Gabrielsen.

På torsdag 14. april skal politikere og fagfolk diskutere problemet med de mange korttidsansatte i sundhedsvæsnet i debatprogrammet Qulaarpaa.