Patienter i Danmark skal have frisk fisk

Polar Seafood vil sende grønlandsk mad til patienthotellet i Danmark, for at opmuntre patienterne.
Polar Seafood vil fremover levere råvarer til patienthotellet gratis Foto © : Forsvaret
Skrevet af Merete Lindstrøm
22. oktober 2019 16:54
Versionist Connie Fontain

Fremover vil patienter og pårørende på patienthotellet i Danmark få mere frisk fisk. Polar Seafood har nemlig valgt at donere fisk og skaldyr til patienthotellets køkken, fordi de mener, det er vigtigt med opmuntring og sund ernæring til gæsterne.

- Vi kan alle blive ramt af sygdom, der kræver behandling i Danmark. Det er i sig selv en belastende situation, men dertil kommer, at man er langt fra hjemegnen i Grønland. Ofte i mange måneder. Derfor kan noget så simpelt som gode grønlandske råvarer være en kærkommen opmuntring, siger Polar Seafood Greenlands ejer og direktør Jens Salling.

Lederen af Patienthjemmet, Birtha Bianco, er glad for aftalen. ”Vi gør meget for at gøre et ophold i Danmark så hjemligt, som det nu er muligt. Her spiller maden en vigtig rolle, og vi er derfor meget glade for Polar Seafoods løbende donation. Det samme er patienterne”, udtaler Birtha Bianco.

LÆS OGSÅ Polar Seafood satser på østgrønlandske krabber

Jens Saling oplyser, at det vil være patienthotellets ledelse, der i samarbejde med patienterne bestemmer mængder og produktvarianter, som Polar Seafood så vil levere.