Partier: Tang-iværksættere skal nemmere kunne søge om støtte

Der mangler oplysning om støttemuligheder for iværksættere, der vil i gang med tangprodukion. Sådan lyder det fra flere partier.
- Det er så besværligt at opnå støtte, at folk går i stå. Det må ændres, sagde Hans Enoksen fra Partii Naleraq under debatten om tang. Arkivfoto.  Foto © : KNR
Skrevet af Anders Dall
22. oktober 2020 05:45

Der må ikke herske usikkerhed om, hvor og hvordan iværksættere kan søge om tilskud og vejledning til at sætte gang i produktion af tang.

Det var partierne i Inatsisartut enige om, da de tirsdag diskuterede et lovforslag stillet af Partii Naleraq. 

- Der er stor uvidenhed om, hvilke støtte- og tilskudsmuligheder, der er, og jo længere væk vi kommer fra Nuuk, jo mindre ved man om de her ting. Det mener vi, at man skal informere meget mere bredt om, lød det blandt andet fra Siumuts Henrik Fleischer under debatten.

LÆS OGSÅ Parti: Tangens muligheder skal op til overfladen

Også Hans Enoksen fra Partii Naleraq lagde vægt på problemet med støttemuligheder til iværksættere.
 - Alt for mange døre skal man igennem for at opnå støtte. Det er så besværligt at opnå støtte, at folk går i stå. Det må ændres, sagde han. 

Naalakkersuisoq: Initiativer er sat i gang

Partiet har foreslået, at Naalakkersuisut skal lave en større redegørelse om mulighederne for at producere tang. 

Forslaget mødte dog ikke opbakning fra Naalakkersuisut. I sit svar henviste Naalakkersuisoq for Erhverv og Mineralske Råstoffer, Jens Frederik Nielsen, til initiativer, der allerede er sat i gang. 

For eksempel støtteordninger i Innovation Greenland og større projekter, som Naturinstituttet og Royal Greenland har iværksat.

LÆS OGSÅ Grønlandsk tang under lup i forskningsprojekt

Og at det er for besværligt at opnå støtte er en kendt sag. Sådan lød det fra Jens Frederik Nielsen under debatten.

- Det ved vi jo, og det forsøger vi at gøre mere simpelt. I Innovation Greenland arbejder de også for at skabe bedre muligheder. Der er et reformarbejde i gang med dygtiggørelse og kurser, sagde han.

Han kunne konstatere, at et flertal i inatsisartut støtter en udvalgsbehandling af lovforslaget.

Den 17. november er der 2. behandling af lovforslaget. Inden da skal Erhvervsudvalget behandle emnet.