Partier om uran: Grønland bestemmer

En ny uran-rapport, som blev udgivet i går, konkluderer blandt andet, at både udvinding og eksport af uran har betydning for rigets forsvars- udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor skal Danmark være med på råd hele vejen.
Skrevet af Ivik Kristiansen
09. oktober 2013 06:26

Men den konklusion er naalakkersuisoq for råstoffer, Jens Erik Kirkegaard, ikke er enig i. For selv om han anerkender de fleste af rapportens andre konklusioner så understreger han, at udvinding af uran suverænt er et Grønlandsk ansvarsområde.

Han bakkes i dag op af både Atassut og IA’s Naaja Nathanielsen 

- Jeg tror ikke at der er nogen, er uenig i, at det er grønlandsk anliggende om vi vil oprette miner eller ej, uanset hvad de miner måtte indeholde af forskellige mineraller. Men IA's holdning er jo klar, at vi ikke mener, at vi bør oprette uranminer, Siger Naaja Nathanielsen.

Formanden for Atassut er ligeledes enig med naalakkersuisoq for råstoffer, i forhold til hvem der bestemmer over den Grønlandske undergrund.

- I bund og grund siger vi, at udnyttelse og udvinding af vores mineralske råstoffer, det er suverænt Grønlandsk anliggende, siger Gerhardt Petersen med tanke på uran.

Det vil sige, at naalakkersuisoq for råstoffer for opbakning af både IA og Atassut, i hvert fald angående om, at det er Grønland, der står med det sidste ord. Dermed går de tre egentligt imod hvad den netop offentliggjorde fælles grønlandsk/danske uranrapport konkluderer, nemlig at også udvinding af uran er et sikkerhedspolitisk spørgsmål som Danmark skal høres i.

Demokraterne formand, Jens B. Frederiksen, bakker modsat de andre op om rapportens konklusion.

- Jeg synes, at det er meget vigtigt, at naalakkersuisut her har stor respekt for den selvstyrelov, som hovedparten af den grønlandske befolkning stemte ja til. I den, der fremgår det tydeligt, at Danmark har ansvaret for udenrigs- sikkerheds- og forsvarsområdet. Og det betyder naturligvis, at Danmark et eller andet sted skal være med i den her proces, siger Jens B. Frederiksen.

Selvstyrets egen uranrapport som udkom for tre uger siden, konkluderer modsat den fælles grønlandsk/danske uranrapport, der kom i mandags. Der kan man læse, at udvinding af uran suveræn er et rent grønlandsk ansvarsområde. Og dermed er de to rapporter i direkte kollisionskurs.

Jens B. Frederiksen vurderer, at den fælles grønlandsk/danske er mere uvildig, og dermed mere troværdig.

- Vi tillægger nok den sidste rapport noget større værdi. Men nu skal vi lige have det gennemlæst, og vi glæder os rigtig meget til debatten på torsdag, siger Demokraternes formand.

I mens mener både Naaja Nathanielsen og Gerhardt Petersen, at de to rapporter er gode indspark i urandebatten, og vil ikke fremhæve den ene rapport frem for den anden.