Pandemi medførte rekordfald i udledning af drivhusgasser

Udledning af CO2 fra transport faldt med 40 procent i første halvdel af 2020, hvor corona lukkede samfund.
Holdet af forskere har brugt data indsamlet fra mere end 400 byer verden over om drivhusgasudledning fra blandt andet transport- og energisektoren. Foto © : Sandor Somkuti/flickr
Skrevet af Ritzau
15. oktober 2020 09:49

Restriktioner under coronapandemien førte i første halvdel af 2020 til et stort fald i udledningen af drivhusgasser.

Faldet er det største i den moderne historie. Sådan lyder konklusionen fra et hold af internationale forskere i et nyt studie.

Forskerne har fundet, at CO2-udledninger fra transport faldt med 40 procent i første halvdel af 2020.

LÆS OGSÅ Notat: EU går efter CO2-reduktion på mindst 55 procent

Holdet af forskere har brugt data indsamlet fra mere end 400 byer verden over om drivhusgasudledning fra blandt andet transport- og energisektoren.

Og på den baggrund konkluderer de, at faldet i udledningen er det største i den moderne historie. De tilføjer imidlertid, at niveauet i juli igen var steget til det normale.

Det skyldes, at lande begyndte at lempe restriktionerne, i takt med at der kom mere styr på coronasituationen.

LÆS OGSÅ CO2-udledning er faldet med 17 procent under coronakrise

Det var ifølge forskerne særligt udledning fra transport, energi og fly, der faldt i første halvdel af 2020.

De slår samtidig fast, at faldet i første halvdel af 2020 ikke ændrer på behovet for global handling i kampen for klimaet.