Palle overvejer at flytte teologi uddannelsen til Danmark

Det er for dyrt, der er for få, niveauet er for ringe og en del af uddannelsen til præst, skal alligevel tages i Danmark. Derfor overvejer naalakkersuisoq for Uddannelse, at nedlægge teologiuddannelsen på Ilisimatusarfik. Det siger naalakkersuisoq for Uddannelse, Palle Christiansen.
Skrevet af Jette Andersen
01. november 2012 08:59

Men den kritik køber afdelingsleder på teologiuddannelsen på Ilisimatusarfik i Nuuk, Aage Rydstrøm-Poulsen ikke. Han mener, at Palle Christiansens kritik af uddannelsen, bygger på misforståelser. Han mener teologiuddannelsen bør blive hvor den er, nemlig i Grønland.

Der er i dag 11, der studerer teologi på ilisimatusarfik og tre, der har valgt at læse videre til præst i København. Og det antal, mener naalakkersuisoq for Uddannelse, Palle Christiansen i et svarnotat, er alt for lavt i forhold til udgifterne.

Men afdelingsleder for teologiuddannelsen, Aage Rydstrøm-Poulsen, mener ikke at 1,8 mio. kr. årligt, er meget.

- Og det udgør en procent af hele universitetets budget. Der er kun 25 stillinger til præster i Grønland, siger Aage Rydstrøm-Poulsen, og lige nu er der kun et ledigt præstegæld.

- Vi skal jo ikke ønske os, at uddanne flere, end der er brug for, sådan at vi uddanner til arbejdsløshed.

En teologiuddannelse er en uddannelse i kristendommens historie og indholdet af kristendommen. Og dét er grundpillen i selve præsteuddannelsen, for hvis man har lyst til at læse videre til præst, så skal man til København i 15 uger, for at lære de praktiske ting i forbindelse præstegerningen.

- Som at holde gudstjeneste, kende salmebogen, kunne skrive en prædiken, skrive kirkebøger.

Og når det er bygget ovenpå en endt teologiuddannelse fra universitetet, så har man en hel præsteuddannelse, fortæller afdelingsleder af teologiuddannelsen Aage Rydstrøm-Poulsen til KNR.

Og selvom bachelor-uddannelsen i teologi i Grønland er et år kortere, altså på tre år, end samme uddannelse i Danmark, så er niveauet alligevel på internationalt niveau, siger han.

- Selvom der er forskel på længden og omfanget, så er vores niveau på internationalt plan. Det sikres af den forskningsbaserede undervisning og af censorkorpset, som er internationalt.

Naalakkersuisut har nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med konkrete forslag til en præsteuddannelse, og ikke en teologiuddannelse, som er målrettet Kalaallit Nunaanni Ilagiit - den grønlandske menighed.