Overlæge frygter e-cigaret-udvikling

Det er en bekymrende og trist udvikling, at det fremover bliver muligt at købe e-cigaretter i de danske supermarkeder.
Foto © : Centophobia/Flickr
08. juni 2016 06:09

Det mener forskningsoverlæge ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Charlotta Pisinger, der er en af de førende forskere inden for e-cigaretter.

- Det er en meget trist udvikling, fordi vi har været så mange årtier om at prøve at udfase tobakken, og nu er vi ved at smugle den ind af bagdøren igen.

- Man kan frygte, at det vil påvirke den sociale norm, så det bliver ok at dampe. Og at især unge mennesker i højere grad får lyst til at ryge, siger Charlotta Pisinger til DR.

Læs også VIDEO Over halvdelen af borgerne er rygere

Regeringens nye lov betyder, at alle detailforretninger frit kan sælge e-cigaretter og opfyldningsvæsker med og uden nikotin. Det kræver dog en tilmeldelse via Sikkerhedsstyrelsen, som skal indsendes senest 20. november.

Men ifølge Charlotta Pisinger er det et skråplan, der vil ødelægge det kampagnearbejde, der i årevis har været mod forbruget af almindelige cigaretter.

- De foreløbige studier viser, at det både kan give skader på lungerne såsom astma og kol, og at det kan medføre en udvikling af kræft og hjertekarsygdomme, siger hun.

Læs også Qulaarpaa Rygersucces med bismag 

Senest har et nyt forskningsprojekt fra USA vist, at e-cigaretter er en skadelig substitut for almindelige cigaretter - også dem uden nikotin.

Et hold af amerikanske forskere har udsat celler fra mus og mennesker for cigaretdamp, der stammede fra de populære e-cigaretter, og her kunne de konstatere, at de dampende cigaretter har en skadelig effekt på lungerne ligegyldig om de er nikotinfri eller ej.

- Det tyder på, at man formentlig også optager de andre skadelige stoffer, der er i dampene. Det lyder som et enormt godt alternativ, men det er bare ikke så simpelt.

- Man erstatter ikke et skadelig produkt med et uskadeligt produkt, siger forskningsoverlæge ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Charlotta Pisinger.