Overblik: Hvornår åbner landet igen? Flere dage venter med forbud

16 marts blev den første i Nuuk smittet med coronavirus. Siden er flyene stoppet med at flyve, skolerne er lukket, og Nuuk er blevet totalt isoleret.
Naalakkersuisut og Epidemikommsissionen har flere gange indført forbud og stramme restriktioner på grund af coronavirus - og hvis du har mistet overblikket, så få det igen herunder. Foto © : KNR
Skrevet af Ane-Marie Petersen
03. april 2020 10:17

10 personer er konstateret smittet med coronavirus. Alle bor i Nuuk.

Tre af dem er meldt raske igen. 

Det var 16. marts, at den første person i Grønland blev konstateret smittet med coronavirus - og siden er flyene stoppet med at flyve, skoler og daginstitutioner i hovedstaden er lukket midlertidigt - og faktisk er det meste lukket i Nuuk.

Naalakkersuisut og Epidemikommsissionen har flere gange indført forbud og stramme restriktioner på grund af coronavirus - og hvis du har mistet overblikket, så få det igen herunder: 

I hele landet og Nuuk:

Der er flyveforbud til 8. april.

Det er altså ikke muligt at flyve som passager mellem Danmark og Grønland medmindre man har "et samfundskritisk arbejde" eller lignende. 

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Indenigsflyvning er også indstillet med passagerer indtil 8. april.

Nuuk: Restriktioner til 8. april

Disse forbud og begrænsninger gælder kun for Nuuk:

Højst 10 mennesker må samle sig. Det gælder både indendørs og udendørs. Og der skal være afstand med to meter.

Uddannelsesinstitutioner, daginstitutioner og folkeskoler holder lukket. Kun personer med samfundsvigtige opgaver kan aflevere deres børn i daginstitutionerne.

Nuuk Center og diskoteker lukkes. Restauranter og barer må ikke servere til gæster i restauranter, men kan holde åbent for at sælge take away.

LÆS OGSÅ Hjemmekarantæne? Sådan skal du forholde dig

Alt udrejse fra Nuuk er forbudt. Det vil sige, at man ikke må rejse ud af hovedstaden med enten båd eller fly. Mn må gerne sejle ud for at fiske eller gå på fangst - men man skal tage hjem til Nuuk igen bagefter.

Dagligvarebutikker og butikker med egen indgang er stadig åbne - men kunder skal holde to meters afstand til hinanden.

Alle restriktionerne herover gælder til 8. april, hvis ikke Naalakkersuisut forlænger dem. 

Lørdag 28. marts blev al salg af alkohol forbudt i Nuuk, Qeqertarsuatsiiat og Kapisillit. Det forbud gælder til 15. april.

Resten af landet: Restriktioner til 6. april - og længere

Nogle skoler åbner igen allerede mandag 6. april. Andre venter med at åbne til efter påskeferien.

Arrangementer med mere end 100 deltagere frarådes kraftigt.

Busser i de større byer må ikke tage flere passagerer med, end der er siddepladser til.

Idrætshaller, svømmehaller og caféer skal kun lukke halvdelen af den mængde mennesker ind, som der egentlig er plads til.

Personer skal undgå at besøge sygehuse, alderdomshjem eller andre steder med særligt udsatte, hvis man er kommet hjem fra særlige risikoområder.