Overblik: Forstå stenbidersagen og mistilliden mod Kim Kielsen 

Har du svært ved at følge med i stenbidersagen? Så følg med her.
Flere hundrede mennesker demonstrerede 13. oktober i Nuuk mod Naalakkersuisut. De kræver, at Kielsen går af, og at der bliver udskrevet et valg nu. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Christine Hyldal
16. oktober 2020 05:23

En mistillidserklæring mod Kim Kielsen fra den samlede opposition. 

To medlemmer af Siumut, der ikke ville stemme imod mistilliden til deres egen partiformand. 

En hård kritik fra Revisionsudvalget og et flagrende spørgsmål om inhabilitet eller ej. 

Har du svært ved at følge med? KNR har samlet et overblik over den omfattende sag her. 

12. maj: Kvoten for stenbider blev hævet 

12. maj besluttede Naalakkersuisut at hæve kvoten for stenbider ved at overflytte restkvoten på stenbider for 2019 på 204 tons til 2020. Det var en politisk beslutning, der lagde grund for genåbningen af to områder: Det var i området nord for Paamiut og til og med Kangerlussuaq.

En uge tidligere var det ellers blevet meddelt, at der var lukket for indhandlingen af stenbidere. 

I starten af juni blev Kim Kielsen så blandet personligt ind i sagen, der nu fik navnet ”Stenbidersagen”.  

LÆS OGSÅ Kim Kielsen afviser beskyldninger: Jeg var ikke inhabil

Det var Inuit Ataqatigiit, der sørgede for det. Partiet ville nemlig vide, om Kim Kielsen personligt fik gavn af at være med til mødet, da Naalakkersuisut besluttede at hæve stenbiderkvoten. Kim Kielsen havde nemlig på samme tid udlejet sin private båd til en fisker.

Kim Kielsen fortalte ikke resten af Naalakkersuisut, at han potentielt kunne være inhabil, fordi han havde lejet sin båd ud til en fisker, der fiskede efter stenbider. Ifølge Kim Kielsen selv tjente han 27.000 kroner på at leje båden ud.

Juni: Naalakkersuisut hyrer advokat

Da kritikken begyndte at vælte ned over Kielsen, sendte formanden for Naalakkersuisut selv sagen til vurdering hos advokatfirmaet Poul Schmith i Danmark.

Konklusionen fra advokatfirmaet var klar: Kim Kielsen handlede ikke i strid med reglerne om inhabilitet, da han var med til at hæve kvoterne for stenbider, samtidig med at han havde udlejet sin båd til en fisker," lød det.

LÆS OGSÅ Advokatfirma vurderer: Kielsen var ikke inhabil i stenbider-sag

Advokatfirmaet havde dog et væsentligt forbehold - og det var, at firmaet ikke kunne konkludere noget om Kielsens personlige økonomiske interesse i sagen. I redegørelsen står der: 

"Min vurdering er behæftet med den usikkerhed, at det ikke har været muligt med sikkerhed at fastslå, men alene anslå omfanget af den økonomiske interesse i Naalakkersuisuts afgørelse af 12. maj 2020, som formanden måtte påregne at have på tidspunktet for afgørelsen".

Undersøgelsen kostede godt 180.000 kroner. 

7. september: Revisionsudvalg rejser skarp påtale

Inatsisartuts Revisionsudvalg gik også ind i sagen. Konklusionen fra udvalget var dog anderledes: 

Udvalget bragte både en "skarp påtale" og fremhævede forhold, som blev beskrevet som "kritisabelt".

- Udvalget påtaler skarpt og henleder særligt Inatsisartuts opmærksomhed på, at Formanden for Naalakkersuisut ikke, i denne sag, har været opmærksom på habilitetsspørgsmålet, lød det blandt andet.

Det er den hårdeste kritik, som revisionsudvalget kan udtale.

LÆS OGSÅ Revisionsudvalget rejser skarp påtale af Kielsen i stenbidersag

En af de ting, som Revisionsudvalget kaldte ”kritisable” er, at der er nogle dokumenter, som Revisionsudvalget ikke har kunnet få udleveret af Naalakkersuisut, da udvalget behandlede sagen.

Det er nogle interne arbejdsdokumenter og en brevveksling med Advokatfirmaet Poul Schmith.

Begge dokumenter er undtaget retten til aktindsigt, har Formandens Departement oplyst. Men efter en seks timer lang debat i Inatsisartut torsdag 8. oktober erklærede formandsskabet i Inatsisartut, at Revisionsudvalget skal have udleveret alle sagens dokumenter. 

Det skete efter en lang diskussion, hvor følelserne sad udenpå tøjet. Oppositionen mener, at Kim Kielsen var inhabil 12. maj, da han var med mødet, hvor kvoten for stenbider blev hævet. Den mener også, at Kielsen har tilbageholdt informationer til Revisionsudvalget, som undersøgte sagen.

Koalitionen mener, at Kim Kielsen ikke var inhabil. Koalitionen mener heller ikke, at Kim Kielsen har overtrådt nogle love i sagen.

8. oktober: Mistillid til Kielsen

8. oktober endte sagen med, at hele den samlede opposition erklærede deres mistillid til Kim Kielsen under den mange timer lange debat i Inatsisartut.

Efter en pause blev mistilliden dog afværget – men det var med det mindst mulige flertal overhovedet.

Aleqa Hammond (NQ) fremsatte en afværgedagsorden og erklærede, at koalitionen (Siumut, NQ og Demokraterne) stadig har tillid til Kim Kielsen. Ud af de 29 fremmødte politikere stemte 14 for afværgedagsordenen, 13 stemte imod, og to undlod at stemme. 

Oppositionen sidder på 14 pladser i Inatsisartut. Koalitionen sidder på 17. Dermed blev mistilliden til Kim Kielsen afværget med det mindst mulige flertal overhovedet.  

LÆS OGSÅ Mistillid til Kim Kielsen er afværget med det mindst mulige flertal

De to, der undlod at stemme, var Erik Jensen fra Siumut, der er formand for Revisionsudvalget. Siumut-medlem Henrik Fleischer undlod også at stemme. 

Grunden til, at de ikke ville stemme, var blandt andet at de ville kende indholdet i de ukendte dokumenter. 

13. oktober: Demonstration og dokumenter bliver udleveret

Fem dage senere blev dokumenterne så udleveret til Revisionsudvalget.

Ifølge formand Erik Jensen ”er der tale om et ganske omfangsrigt materiale, som i første omgang alene er fremsendt til udvalget på dansk, idet det endnu ikke er oversat til grønlandsk”. 

Så et større oversættelsesarbejde venter. Samme dag demonstrerede flere hundrede mennesker mod Naalakkersuisut i Nuuk. De kræver, at Kielsen går af, og at der bliver udskrevet et valg nu.