Otte nye er smittede med HIV

Ifølge landslæge Henrik L. Hansen er der risiko for en grønlandsk HIV-epidemi.
Ifølge landslægeembedet er der i dag i alt 78 HIV-smittede i Grønland. Foto © : KNR / Malik Brøns
10. december 2020 11:23

Landslæge Henrik L. Hansen er bekymret for antallet af HIV-smittede i Grønland.

Det siger han til sermitsiaq.ag.

I 2019 blev der registreret otte nye HIV-smittetilfælde her i landet. Og selv om otte ikke lyder af meget, er landslægen bekymret for udviklingen.

På spørgsmålet om der er risiko for, at der udbryder en grønlandsk HIV-epidemi, siger Henrik L. Hansen til AG:

- Det mener jeg, der er, fordi vi har udfordringer med et meget højt antal af seksuelt overførte sygdomme.

Ifølge landslægeembedet er der i dag i alt 78 HIV-smittede i Grønland.

Og i de nye smittetilfælde fra 2019 har der været unge piger i 20-års alderen.

- Det er en ny tendens, siger Henrik L. Hansen til sermitsiaq.ag.