Oppositionen om rokade: Billigt sluppet

Taberen i Naalakkersuisuts rokade er Naleraq. Det mener oppositionen. 
Naleraqs Pele Broberg fik mandag frataget to af sine fire poster som Naalakkersuisoq. Nemlig udenrigs- og klimaområderne.  Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Kathrine Kruse
28. september 2021 12:02

Mens Siumut kalder overdragelsen af udenrigsområdet fra Pele Broberg til Múte B. Egede som billigt sluppet, undrer Demokraatit sig over Naleraqs passivitet over deres tab af en så vigtig post som udenrigsområdet.

Naleraqs Pele Broberg fik mandag frataget to af sine fire poster som Naalakkersuisoq. 

Nemlig udenrigs- og klimaområderne. 

LÆS OGSÅ Pele Broberg åbner debat om stemmeret baseret på etnisk baggrund

Tilbage sidder han med posterne erhverv og handel.

Det sker som en konsekvens for hans udtalelser til den danske avis Berlingske søndag i sidste uge, som med lynets hast sendte ham ud i et politisk stormvejr.

Pele Broberg sagde nemlig til Berlingske, at han vil diskutere, hvem der kan stemme i fremtidige folkeafstemninger i en eventuel afstemning om selvstændighed.

- Derfor må det være klart, at thailændere, danskere, englændere, franskmænd, spaniere, og hvem der ellers måtte bo her, ikke har krav på selvstændighed. Det er inuit. Hvad man føler og mener som tilflytter, det har ingen betydning for denne her afstemningsdebat, sagde han til Berlingske.

LÆS OGSÅ Pele Broberg er ikke længere naalakkersuisoq for udenrigsanliggender

Og netop den udlægning har sendt ham i politisk stormvejr. 

For allerede søndag aften i forrige uge dementerede formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), sin egen naalakkersuisoq for udenrigsanliggenders citater:

- Alle borgere i Grønland har samme rettigheder og er på lige fod med alle andre. Disse rettigheder vil Naalakkersuisut arbejde for at beskytte til hver en tid. Der skal ikke herskes tvivl om, at Naalakkersuisut arbejder for alle borgere i Grønland uden forskelsbehandling, stod der i dementiet.

Billigt sluppet

Siumuts politiske ordfører, Vivian Motzfeldt, undrer sig over, at udenrigsområdet blev overdraget til formanden for Naalakkersuisut uden yderligere reaktion fra deres koalitionspartnere.  

LÆS OGSÅ Atassut tilfredse med Pele Broberg-rokade

- Jeg er forundret over, at en koalitionspartner overdrager et departement så billigt, siger Vivian Motzfeldt, siger hun og fortsætter:

- Når et ansvarsområde efter blot få måneder bliver overdraget til en koalitionspartner, er det tydeligt at det er en fratagelse. 

Også Demokraatit er forundret over Naleraq. 

- Når der har været så stor optimisme især fra den afgående naalakkersuisoqs vælgere omkring departementet, så undrer det mig, at man reagerer så lidt  over, at han bliver fjernet, siger formanden for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen. 

LÆS OGSÅ Múte B. Egede om Pele Broberg-rokade: Det er den bedste løsning

KNR forsøgte mandag at få en reaktion på dagens rokade fra Pele Broberg selv, men han henviste til formanden for naalakkersuisut, Múte Bourup Egede. 

- Koalitionen har haft en dialog og vi syntes, at det er den bedste løsning vi kan gøre her, og at udenrigsområdet bliver overtaget af formanden for Naalakkersuisut, sagde Múte B. Egede mandag til KNR.