Opposition om nytårstale: Intet nyt i Mútes tale

Formændene for Siumut og Atassut manglede at høre noget nyt i Naalakkersuisut-formandens nytårstale. Og Demokraatit-formand tror slet ikke på Naalakkersuisut-formandens ord.
Múte B. Egede
Múte B. Egedes første nytårstale som formand for Naalakkersuisut. Foto © : Naalakkersuisut
Skrevet af Andreas Wille
05. januar 2022 05:37

Der er intet nyt under solen.

Sådan lyder vurderingen fra partiformændende for Siumut og Atassut efter at have hørt formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egedes (IA), første nytårstale.

Atassut mener, at det er svært at se, hvordan Naalakkersuisut vil arbejde i det nye år. Og Siumut er træt af gentagelser.

- Der er ikke så meget nyt i hans budskaber i talen, siger formanden for Siumut, Erik Jensen.

LÆS OGSÅ Muté B. Egedep ukiortaami oqalugiaataa: Siumukarneq, naligiinneq ataqatigiinnerlu

Atassut er også skuffede. Partiets formand mener, at landets leder ikke har fortalt, hvordan fremtiden ser ud og hvilke initiativer, Naalakkersuisut vil arbejde med. Tværtimod mener Aqqalu Jerimiassen, er talen en fortælling om, hvad der er sket.

- Han fortæller, hvad har de opnået. Vi havde ellers regner med, at formanden for Naalakkersuisut ville komme med sine visioner for landet, siger Aqqalu C. Jeremiassen.

Erik Jensen mener, at formanden for Naalakkersuisuts opfordring om samarbejde og et stabilt styre ikke hænger sammen, for det har han slet ikke vist indtil nu.

- Han siger, at de vil skabe åbenhed, men er der åbenhed? Der har aldrig været så lukket før. Historisk set har der heller aldrig været så stor ustabilitet med så stor udskiftning i Naalakkersuisut på så kort tid, siger Erik Jensen.

Atassut: Hvordan skal vi tjene penge?

De to oppositionsformænd giver talen en middel karakter.

Atassut er glad for at, velfærd fylder meget i formandens tale,men han mangler at høre, hvordan den skal finansieres. Derfor påpeger han, at formanden mangler at fortælle, hvordan landets skal tjene flere penge.

- Velfærd koster penge. Derfor mangler jeg visioner for fremtiden, hvad er målet? Hvad kan borgerne regne med?, siger Aqqalu C. Jeremiassen.

Selvom de kritiserer talen, mener de to formænd at, det er godt, at Múte B. Egede vil skabetryghed i familien og forbedre boligforhold.

Demokraatit tror ikke på formandens ord

Heller ikke Demokraati klapper i hænderne af selvstyreformandens første nytårstale.

Formand Jens-Frederik Nielsen mener, at talen er direkte mangelfund.

Konkret savner Jens-Frederik Nielsen at høre, hvordan Naalakkersuisut når de mål, de gerne vil opnå.

- Vi mangler at få sat ord på, hvordan vi som samfund skal udvikle os. Velfærden og selvstændigheden skal finansieres af erhvervet og eksporten. Vi har brug for de penge. Men hvordan tjener vi dem? Det mangler jeg at høre i nytårstalen, siger han. 

Han mener, at talen hælder til den dårlige ende af karakterskalaen. De andre oppositionspartier, Siumut og Atassut, vurderer talen som middelmådig.

I sin nytårstale nævner Muté B. Egede blandt andet, at familierne får bedre forhold og at boligforholdene skal forbedres. Men dét tror oppositionspartiet ikke på.

- Vi tror ikke på disse fine ord, det er det modsatte, der sker, siger formanden for Demokraatit.

Han frygter, at der kommer til at ske det samme som andre gange, hvor Naalakkersuisut har lovet noget.

- Fiskeriet må stoppes på grund af overfiskeri, lød budskabet. Men det modsatte sker: Kvoternes bliver forhøjet på trods af eksperternes råd. Det er det samme med udmeldingen om mere åbenhed. Jeg tror, der aldrig før har været så lukket som nu, siger Jens-Frederik Nielsen.