Opgør om pensionsalder udløser strejker og uro i Frankrig

Strejker, demonstrationer og gadekampe ventes at lamme store dele af Frankrig i de kommende dage.
I Paris frygtes gadekampe i forbindelse med protestmarcher, og der er indsat over 6000 betjente. Foto © : Clement Mahoudeau/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
05. december 2019 09:15

Her til morgen, torsdag, er store dele af Frankrig blevet lammet, da flere tusinde offentligt ansatte nedlægger arbejdet og går på gaderne i protest mod Macron-regeringens kommende pensionsreform.

90 procent af alle tog er aflyst, mens luftfartsselskabet Air France har aflyst 30 procent af dets indenrigsfly.

LÆS OGSÅ Demonstranter plyndrer på Champs-Élysées.

Omkring hver femte skole i landet vil desuden være lukket i dag, og 11 af af de 16 metrolinjer i Paris vil også være lukket ned.

De magtfulde fagforeninger har varslet, at strejken kan blive langvarig og fortsætte frem til jul.

I Paris frygtes gadekampe i forbindelse med protestmarcher, og der er indsat over 6000 betjente.

LÆS OGSÅ Macron dropper upopulær benzinafgift næste år

En gennemgribende reform af pensionssystemet var et af de centrale valgløfter fra Macron op til præsidentvalget i 2017.

En meningsmåling i avisen Journal du Dimanche viser, at 76 procent af franskmændene faktisk støtter en pensionsreform.

Men kun 36 procent tror på, at Macron kan gennemføre det.