Opbakning til Upernavik Seafood

Kommunen bør bakke op om erhvervslivet, ikke nedgøre det, lyder det fra Grønlands Arbejdsgiverforening, efter at borgmester i Qaasuitsup Kommunia har skudt med skarpt mod Upernavik Seafood. Også bestyrelsen bakker sin direktør op.
Skrevet af Jette Andersen
06. juni 2014 04:09

Kritikkens omdrejningspunkt er forædlingen af hellefisk fra Upernavik, som i dag sker i udlandet. Fiskere og Qaasuitsup Kommunia ønsker, at det skal ske i Upernavik i stedet for at skabe arbejdspladser. Men det er blevet afvist af Upernavik Seafoods direktør med den begrundelse, at han ikke vil kunne få fat i det nødvendige antal medarbejdere.

Upernavik Seafood: Hellefisk skal stadig forædles i udlandet

Upernavik: Lad hellefisken skabe arbejdspladser
 
Borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Ole Dorph har over for KNR udtalt, at medarbejdere og fiskere ikke har tillid til Upernavik Seafood, ligesom der ikke er noget samarbejde mellem dem. Af den grund sætter han spørgsmålstegn ved Flemming Andersen, som direktør for virksomheden.

- Når man leder en så stor virksomhed, som han gør, så er han nødt til at vise sin gode vilje til at etablere noget samarbejde i sådan et lille sted. Hvis han ikke kan starte en dialog, så er han nok ikke den rette mand til at lede sådan en stor virksomhed i et specielt område.
Men det skal kommunen ikke blande sig i, svarer formand for Grønlands Arbejdsgiverforening Henrik Leth. Og bestyrelsesformand for Upernavik Seafood Anders Brøns har ingen intentioner om at fyre sin direktør. Alene af den grund, at han i mere end 15 år har leveret et godt og tilfredsstillende stykke arbejde i Upernavik Seafood.

Upernavik Seafood får hårde ord af borgmester

Formand for GA Henrik Leth siger til KNR, at han ikke kan forstå, hvorfor kommunen nedgør det erhvervsliv, de har, fremfor at bakke op om det.

- Man kan godt mærke at Ole Dorph har været formand for Halibut Greenland før. Det er åbenbart dét, han stadigvæk hænger fast i, siger Henrik Leth, der ikke er i tvivl om, at det er den rette mand, der sidder på posten i Upernavik Seafood.

Selv siger hovedpersonen, at borgmesteren er velkommen til at komme forbi, når han er i Upernavik:

- Men han sniger sig jo udenom. Jeg ved, han har været her to gange uden at komme forbi. Vi er åbne og har altid kaffe på kanden og vil gerne snakke med folk, der kommer forbi, siger Flemming Andersen, direktør i Upernavik Seafood.

Han føler ikke, at den drejning debatten har taget, hører hjemme nogen steder:

- Det er små sko, at gå i, siger Flemming Andersen.
 
- Vi ser frem til en kontakt fra Ole Dorph, så vi kan få en snak i mindelighed, i stedet for igennem pressen og med små horn i panden. Det har vi ikke lyst til og forventer da heller ikke, at kommunen har, siger han.