Olsvig om politikernes hastelov: Tænk jer godt om

En hastelov vil give politi og myndigheder en masse nye beføjelser, så politikerne skal tænke sig grundigt om, siger Sara Olsvig fra Grønlands Råd for Menneskerettigheder.
- Forsamlingsfriheden skal ikke skades efter coronakrisen, siger Sara Olsvig. Foto © : Namminersorlutik Oqartussat Tusagassiiviat
Skrevet af Apollo Jeremiassen
28. marts 2020 18:55

På onsdag vil Naalakkersuisut forsøge at få Inatsisartuts opbakning til en hastelov.

Myndighederne har nemlig lavet en række anbefalinger for, hvordan vi som borgere bør opføre os for ikke at sprede virussen, men på nuværende tidspunkt kan politiet eksempelvis ikke tvinge butikker til at holde lukket - eller at folk ikke må samles flere, end hvad anbefales.

Stemmes hasteloven igennem, kan politiet eksempelvis lukke fester, hvor der er for mange mennesker.

Hos Grønlands Råd for Menneskerettigheder har man fuld forståelse for, at der er nødt til at laves nogle ændringer for at håndtere den nuværende situation. Men Sara Olsvig, som er forkvinde for rådet, understreger, at politikerne skal tænke sig om, når de behandler de meget vidtgående ændringer.

- Det er vores klare, klare opfordring, at når politikerne skal til at debattere det her, så skal de være meget bevidste om, at det handler om nogle helt grundlæggende rettigheder, som borgerne har her i landet, siger Sara Olsvig.

Her peger hun på retten til at forsamle sig og retten til fri bevægelighed.

- Så der er tale om nogle helt grundlæggende rettigheder, som i den her situation bliver indskrænket, siger Sara Olsvig.

Selv om at det er en lov, som skal løse nogle akutte problemer i forbindelse, så vil Naalakkersuisut have, at loven skal gælde frem til 31. december 2021.

Og her mener Sara Olsvig fra Grønlands Råd for Menneskerettigheder, at politikerne bør tænke sig om en ekstra gang.

- Man skal virkelig sikre, at de ophæves, lige så snart de ikke er nødvendige længere, fordi det er jo helt grundlæggende rettigheder, som vi ikke skal miste under en pandemi, siger Sara Olsvig.