Olie-snak på kommunalt plan

Topfolkene fra landets fire kommuner mødes tirsdag og onsdag til et fælleskommunalt seminar i Nuuk. På seminaret skal der diskuteres fremtidens IT-løsninger, der skal tales råstofområdet, og så er arbejdsmarkedet i forbindelse med råstofudvindingen også et tema for de kommunale spidser.
Skrevet af Peter Troelsen
09. oktober 2012 06:48

Alle de tre emner er jo højaktuelle i dagens Grønland, og kommunerne satser på, at man i løbet af de tre dage, vil kunne få lagt en langsigtet strategi for de tre områder. Ud over bestyrelsen i KANUKOKA er også kommunaldirektørerne, økonomidirektørerne og fagfolk fra kommunernes råstofgruppe og IT-afdelinger med på seminaret, der afholdes på Hotel Hans Egede i Nuuk.

-Vi bruger i alle kommunerne mange resurser på IT-området, og vores mål er, at vores IT-systemer problemfrit kan arbejde sammen med de systemer, man bruger i selvstyret. Når det er på plads, vil vi kunne frigøre en del af vores medarbejdere til andet arbejde. På vores kommende seminar vil vi tage diskussionerne helt til bunds, så vi fremover har en gennemdrøftet fælles holdning til det område, fastslår formanden for KANUKOKA (Kommunernes Landsforening) Martha Abelsen overfor knr.gl.

Storskalaprojekter, snak om olieudvinding og eventuelle miner over det meste af landet har længe været godt stof for pressen, og også for de kommunale topfolk har det længe været en nærværende og påtrængende emne at skulle forholde sig til.

-Det er et tema, vi ganske enkelt er nødt til at tage op, ellers kommer vi ikke med i den fremtidige debat. Vi skal have drøftet vores fælles holdning til emnerne, og vi skal dele den viden, vi hver især sidder med. På den måde står vi i kommunerne godt rustet til at imødekomme de mange projekter, der er på tegnebrættet. Det er en vigtig del af Grønlands fremtid, forklarer Martha Abelsen.

I et land, hvor arbejdsløsheden er meget høj, er de forskellige nye projekter en gylden mulighed for at få bugt med den stigende ledighed. Beskæftigelsesmulighederne er mange, men kommunerne skal også være opmærksomme på de mange udfordringer, der følger med olieeftersøgning og store miniprojekter.

-Vi drømmer jo om mange ny stillinger i vores land, men er også bevidste om, at der vil komme megen arbejdskraft udefra i den forbindelse. Det vigtigste er, at der også vil komme jobs til folk her i landet. Det kræver også, at vi i kommunerne er klar til at imødegå de udfordringer, der er med at få opkvalificeret vores arbejdsløse, så de kan være medarbejdere på områder, hvor vi har i landet ikke har den store ekspertise. Det ser vi frem til at få snakket igennem de kommende dage, siger Martha Abelsen.