OL: USA topper den olympiske medaljetabel efter slutspurt

Med 39 guldmedaljer og 113 medaljer i alt er USA den mest succesfulde nation ved OL i Tokyo.
Amerikaneren Caeleb Dressel vandt fem guldmedaljer ved legene i Tokyo. - Foto: Carl Recine/Reuters
08. august 2021 12:03

OL i Tokyo har samlet set været en succes for den amerikanske delegation.

Amerikanerne kan rejse hjem fra Tokyo som legenes mest succesfulde nation.

39 gange har en amerikansk udøver eller et amerikansk hold fået hængt guldmedaljer om halsen i Japan de seneste to uger.

Dertil kommer 41 sølvmedaljer og 33 bronzemedaljer. Det bringer det samlede antal amerikanske medaljer op på 113, hvilket er flest af alle.

Kina er nummer to på den olympiske medaljetabel, der rangeres efter antallet af guldmedaljer, dernæst antallet af sølvmedaljer og til sidst antallet af bronzemedaljer.

LÆS OGSÅ Håndboldherrer taber skuffende OL-finale til Frankrig

Kineserne vandt 38 guldmedaljer, mens OL-værten Japan triumferede 27 gange på hjemmebane.

Det var først på OL's sidstedag, at USA strøg forbi Kina i medaljetabellen. Inden de sidste finaler havde kineserne to guldmedaljer mere, men amerikanerne vandt søndag guld i vandpolo, volleyball og basketball.

USA har toppet medaljetabellen ved tre OL i træk. I 2008 vandt Kina klart flest guldmedaljer på hjemmebane i Beijing.

Danmark slutter OL på en 25.-plads på medaljetabellen efter at have hentet tre guldmedaljer, fire sølvmedaljer og fire bronzemedaljer.

Det næste sommer-OL bliver afholdt i Paris i 2024.