OL-deltagere kaster glans over ACR

To OL-deltagere har meldt deres deltagelse ved Arctic Circle Race. Og det er godt for løbet og opmærksomheden om det berømte skiløb især ude i verden, når kendte profiler deltager, fortæller formanden for ACR, Jens Klaus Lennert.
Foto © : @dortheivalo - ACR
23. marts 2018 11:37

- Hos kvinderne, der kan man nævne Dahria Beatty fra det Canadiske langrendslandshold, der deltager og hun har også lige deltaget ved OL. Det samme på mændenes side. Der kommer Martin Møller, der også har deltaget ved OL. Så de to kan man godt holde øje med, siger han.

Og det er rigtig positivt, når kendte skiløbere kaster glans på løbet, siger formanden.

LÆS OGSÅ ACR er klar til 106 deltagere

- Det betyder meget for Arctic Circle Race. Det er godt for markedsføringen. Vi mærker også hvert år, når der deltager sådan nogle profiler, at der er meget mere opmærksomhed og de udenlandske medier er mere interesserede, siger han.

Det er især på de sociale medier, at interessen for løbet er tydelig.

- Især på vores facebookside, der bliver flittigt benyttet under løbsugen, der kan vi se, at der er rigtigt mange besøgende fra forskellige lande, siger Jens Klaus Lennert.

Der deltager 106 skiløbere ved ACR, der bliver bragt til live og holdt igang af omkring 200 frivillige.