Nyt ungdomshus i Sisimiut

Sisimiut får den 1. august næste år et helt ny privatdrevet ungdomshus for de 16-25 årige, oplyser Qeqqata Kommunia i en pressemeddelelse.
12. februar 2014 07:00

Kommunen har efter halvandet års forhandlinger og planlægning indgået en erhvervslejekontrakt med Ejendomsselskabet Sisimiut Ungdomshus og en driftsaftale med selskabet Igloo Mountain.

Borgmester Hermann Berthelsen glæder sig over det nye projekt, fordi det er udtryk for borgerinddragelse, på at skabe flere aktiviteter for og med de unge og samtidig sikre en privatisering af kommunale opgaver.

- For os er det en bæredygtig udvikling, understreger han.

Det nye ungdomshus placeres ved Spejdersøen i Sisimiut, og rykker dermed tættere på byens folkeskoler, de store unddannelsesinstitutioner og ind i byens fritidscentrum med de mange tilbud om udendørsaktiviteter omkring Spejdersøen.

- Og det bliver et kæmpeløft for de byens unge, mener Hermann Berthelsen.

Det nuværende kommunale ungdomshus har været uheldigt placeret i udkaten af Sisimiut og midt i et erhvervsområde.

Hvad der skal ske med det tidligere ungdomshus er endnu ikke afgjort, men kommunen har planer om at sælge bygningen for højeste bud på et senere tidspunkt, fremgår det af pressemeddelelsen.