Sermersooq: Nyt system skal stoppe fejl i børne- og ungesager

Kommuneqarfik Sermersooq vil gøre det nemmere og mere gennemskueligt at underrette kommunen, hvis man har mistanke om misbrug eller omsorgssvigt af børn og unge.
Skrevet af Jonas Fievé
16. marts 2018 11:55

Tiltaget skal få nedbragt antallet af fejl og mangler i håndteringen af børn- og ungesager og kommer efter, at en rapport fra tilsynsenheden sidste år slog fast, at udsatte børn i Nuuk er ofre for et 'omsorgssvigt' fra kommunens side.

- Vi har så været i gang med at kigge på, hvordan vi kan omorganisere os for at tilgodese børnenes og familiernes behov, og hvordan vi sikrer, at vi overholder lovgivningen, siger direktør i børne- og familieforvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq, Martha Lund Olsen.

LÆS OGSÅ Sermersooq udsætter børn for offentligt omsorgssvigt

Foto © : Jonas Fievé/KNR

Vil have ensartet sagsbehandling

Derfor var lærere, pædagoger, politi, sundhedspersonale torsdag samlet i Katuaq til et informationsmøde om, hvordan de i fremtiden skal reagere, hvis de oplever misbrug eller omsorgssvigt af børn og unge.

Som noget nyt skal alle underretninger ske til ét telefonnummer eller én e-mail i Kommuneqarfik Sermersooq. Det skal ifølge Martha Lund Olsen være med til at sikre, at alle sager bliver behandlet ens og lige hurtigt i hele kommunen.

- Indenfor 24 timer skal vi tage stilling til, om den er så akut, at der skal handles her og nu eller er det en sag, hvor vi skal have nogle flere oplysninger. Efter loven har vi så to måneder til at lave en socialfaglig undersøgelse og en handleplan, siger hun.

Fejl og mangler i 900 sager

Efter tilsynsenhedens sønderlemmende kritik af Kommuneqarfik Sermersooqs forvaltning på børneområdet, hyrede kommunen Deloitte til at gennemgå alle igangværende sager.

LÆS OGSÅ Fejl og mangler i op mod 900 børne- og ungesager

Den undersøgelse viste, at der var fejl og mangler i op mod 75 procent af alle børn- og ungesager, som derfor i større eller mindre omfang genbehandles.

For at undgå, at man igen havner i den samme situation, indfører man efter påsken en nye måde at behandle underretninger om børn og unge.

- Derfor vil vi fremadrettet sikre, at det bliver udført på samme måde, så vi sikrer, at der bliver lavet en handleplan ud fra en socialfaglig undersøgelse. Det er det, som meget af det her kommer til at handle om i fremtiden, siger Martha Lund Olsen, som direktør for Børn og familieforvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq.