Nyt forskningsprojekt dykker ned i billeder fra 30'erne

Et nyt grønlandsk-amerikansk forskningsprojekt skal rejse i fodsporene på den amerikanske fotograf Rockwell Kent, der levede og arbejdede i Grønland i 1930´erne.
Den amerikanske fotograf Rockwell Kent, levede og arbejdede i Grønland i 1930´erne. Foto © : Archives of American Art/Flickr Creative Commons
Skrevet af Karsten Sommer
22. februar 2016 05:37

Rockwell Kent skabte en stor mængde fremragende fotografier og kunstværker på sine rejser langs kysten, som blandt andet bragte ham til 30´ernes Illorsuit, Uummannaq, Sisimiut og Nuuk.

Forskningsteamet, der består af to fra Grønland og to fra USA, vil nu i 2016 gense de byer som blev affotograferet i 30´erne, vise Rockwell Kents billeder til de mennesker, der nu bor dér, og få de lokale folks feed back til de forandringer, der er sket med deres samfund fra dengang og til nu.

Nutidens børn og unge er en vigtig del af projektet. Undervejs på forskernes rejse vil der blive lavet fotoworkshops for børn og unge, hvor de lærer fotografisk teknik og tager deres egne billeder, som skal udstilles både lokalt og internationalt.

Fra Grønland deltager Axel Jeremiassen og Jette Rygaard fra Ilisimatusarfik, der får selskab af de to amerikanere Denis Defibaugh og Susan Vanek.

Det hele foregår i samarbejde med de amerikanske Rochester Institute of Technology og Binghamton University, finansieret  af en forskningsbevilling fra USA’s National Science Foundation.