På grund af udviklingen i smittespredning på Færøerne og Island har Naalakkersuisut nu besluttet, at de særlige lempelige indrejsebetingelser for indrejsende fra Island og Færøerne skal ophøre indtil videre.Foto: KNR

Nye regler: Rejsende fra Færøerne skal i karantæne eller coronatestes, når de kommer til Grønland

Der bliver flere smittede i Færøerne og Island, og derfor indføres der nu restriktioner for indrejsende fra de to lande.

Folk, der rejser ind i Grønland fra Færøerne skal nu enten i karantæne eller have taget en coronatest efter fem dage.

Det oplyser Naalakkersuisut. 

Det skyldes, at der bliver flere smittede i Færøerne i øjeblikket.

LÆS OGSÅ Færøerne er ramt coronaudbrud

I midten af juni blev det indført, at hvis man bor på Færøerne og har dansk statsborgerskab, eller hvis man har islandsk statsborgerskab og bor der, var man fritaget for en række restriktioner, der ellers gjaldt indrejsende til Grønland.

Men på grund af udviklingen i smittespredning i Færøerne og Island har Naalakkersuisut nu altså besluttet, at de særlige lempelige indrejsebetingelser for indrejsende fra Island og Færøerne skal ophøre indtil videre.

Ingen forsamlinger og ingen cafébesøg

Det betyder blandt andet, at hvis man rejser ind i Grønland fra Færøerne, må man ikke deltage i forsamlinger og arrangementer. 

Man må heller ikke opholde sig i butikker, på biblioteker, restauranter og caféer, før det er dokumenteret, at man ikke er smittet med coronavirus, oplyser Naalakkersuisut. 

LÆS OGSÅ Grønland åbner igen: Fra i næste uge er der fri indrejse

Det er dog tilladt at foretage helt nødvendige indkøb af dagligvarer og andre fornødenheder, står der i bekendtgørelsen.

Karantæneperioden for indrejsende fra karantænelande, herunder fra Færøerne, er 14 dage. 

Man kan dog vælge at lade sig teste for coronavirus på femtedagen efter ankomst til Grønland. Når man har fået svar på, at testen er negativ, er karantænen slut. 

Hvis man rejser ind i Grønland fra Island, skal man have taget en test fire til fem dage før afrejse. Hvis testen er negativ, må man rejse, og der er ingen krav om karantæne eller gentest, når man ankommer til Grønland. 

Ikke første gang med restriktioner

Det er ikke første gang, at der bliver indført restriktioner på indrejsende. I marts lukkede al flytrafik, og da det igen blev muligt at købe flybilletter, var det med strenge restriktioner.

Da landet åbnede delvist igen 15. juni, måtte der rejse max 600 ind om ugen. 

Lidt mere end en måned senere gik Naalakkersuisut direkte videre til fase 3, og fra da var der ikke længere krav om endnu en coronatest efter fem dage og karantæne i de større byer - medmindre man rejste ind i Grønland fra risikolande. 

Island og Færøerne er nu blandt de risikolande.  

På Færøerne er der nu 227 coronasmittede. I starten af august begyndte smittetallet igen at stige igen, efter at øerne ellers har været så godt som coronafri siden april.

Kommentarer

Forebyg smitte mod coronavirus

Corona-status i Grønland

  Antal testede 7448
  Antal smittede 14
  Antal raskmeldte 14
  Antal indlagte 0
  Antal i respirator 0
  Antal døde 0
Kilde: nun.gl
  Opdateret
  18. september 2020 kl. 10:45