Nye babyskridt mod fred i Korea - og måske et fælles OL

Nord- og Sydkorea bekræfter på ny på et topmøde, at de vil arbejde frem mod en atomvåbenfri koreansk halvø. Som noget nyt lover Nordkorea at nedlægge en base, der har været brugt til raketforsøg.
Foto © : Kikodoze/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
19. september 2018 13:27

Det fortæller Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, på et pressemøde i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.

Det er tredje gang i år, at de mødes. Allerede under deres første møde sagde Kim, at målet er et atomvåbenfrit Korea.

De to ledere har under deres tre møder været storsmilende. Det gode humør udmøntede sig onsdag i, at de to lande vil søge at gå sammen om at afvikle De Olympiske Lege i 2032.

Moon fortalte, at Nordkorea kan være parat til at lukke sit store atomanlæg i Yongbyon. Men med det forbehold at den amerikanske regering tager "tilsvarende" skridt.

I Washington var det en tilfreds amerikansk præsident, som fulgte mødet mellem de to koreanske ledere.

- Det er meget spændende, skrev Donald Trump.

Kim Jung-un sagde på pressemødet, at han "inden for den nærmeste fremtid" vil rejse til Sydkoreas hovedstad, Seoul. Han vil i så fald blive den første leder fra Nordkorea til at besøge Sydkoreas hovedstad, siden krigshandlingerne mellem de to lande blev indstillet i 1953.

/ritzau/Reuters