Ny skole på Rigshospitalet vil hjælpe indlagte grønlandske børn

I alt fem danske, færøske og grønlandske lærere vil dagligt stå klar til at undervise de indlagte børn.
I alt fem danske, færøske og grønlandske lærere vil dagligt stå klar til at undervise de indlagte børn fra de tre lande i rigsfællesskabet. Foto © : Rigshospitalet
Skrevet af Karsten Sommer
05. februar 2020 13:55
Versionist Connie Fontain

Her står fem lærere nu dagligt klar til at undervise indlagte børn og unge fra både Danmark, Færøerne og Grønland.

Fremover vil al skoleundervisning for indlagte børn og unge på Rigshospitalet foregå i den nybyggede skole, som ligger i forhallen til hospitalet. Tidligere var der skolestuer tre forskellige steder på Rigshospitalet.

Og det nye tilbud bliver en klar forbedring for blandt andet grønlandske børn, der i nogle tilfælde er nødt til at opholde sig flere måneder i træk i Danmark for at modtage behandling.

I alt fem danske, færøske og grønlandske lærere vil dagligt stå klar til at undervise de indlagte børn.

- Samlingen af både lærerne og skolebørnene i én skole giver rigtig mange fordele, siger leder af skolen, Lone Stisen:

Eleverne bliver samlet

- Lærerne får et stærkt fagligt fællesskab og kan bruge hinanden i langt højere grad på kryds og tværs end tidligere, hvor de var tre grupper, der sad i hver deres lille skolestue, forklarer Lone Stisen.

- Ved at samle de indlagte børn og eventuelt medrejsende søskende ét sted, kan man bedre dele børnene op i grupper efter alder, faglig formåen og faglig aktivitet. Og børnene møder nemmere andre børn på samme alder og med samme type lektier eller faglige udfordringer, lyder det fra skolelederen.

Det vil dog også fortsat være muligt at få undervisning på sengekanten, forklarer Lone Stisen.

- Lærerne går som hidtil op på stuen, hvis et indlagt barn ikke har mulighed for at komme ned i skolen. Det aftales i fællesskab mellem forældrene, lærerne og pædagoger eller sygeplejersker på afdelingerne.