Ny melding: Stillinger skal alligevel ikke nedlægges på SPS

De ansatte på Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat kan ånde lettet op. De får lov til at beholde deres job.
Der er omkring 50 ansatte på Socialpædagogisk Seminarium.
Skrevet af Ane-Marie Petersen
24. august 2020 11:42

Egentlig var der fyringer på vej på det Socialpædagogiske Seminarium i Ilulissat på grund af besparelser.

Men Uddannelsesdepartementet og Finansdepartementet er i gang med at finde pengene - og dermed bliver der ikke nedlagt nogen stillinger alligevel, er den nyeste melding.

- Departement for Uddannelse har informeret mig om, at de er ved at finde pengene i samarbejde med Finansdepartementet. Derfor bliver nedlæggelsen af stillingerne stoppet, skriver Nuka Kleemann, der er rektor på Socialpædagogisk Seminarium, i en mail til KNR. 

LÆS OGSÅ Stillinger skal nedlægges på Socialpædagogisk Seminarium

Stilligerne skulle nedlægges på grund af en overenskomstfornyelse for Atorfillit Kattuffiat og Akademikernes Sammenslutning i Grønland, som trådte i kraft i starten af 2020. Den vil koste seminariet 1,3 millioner kroner om året. Ifølge rektoren skulle der spares 2,6 millioner over to år. 

Men økonomiproblemet er altså ved at bliver løst. Det bekræfter afdelingslederen i Uddannelsesdepartementet.

- Departementet og skolen er i dialog om, hvordan denne situation bedst kan løses og samarbejder om, hvordan eventuelle afskedigelser kan undgås. Det er ikke en ønskelig situation for nogen parter, skriver afdelingsleder Lotte Kjær til KNR.