Ny lufthavn i Nuuk vil have lukket 18 døgn om året

Ifølge den danske transportminister vil den nye atlantlufthavn i Nuuk være lukket sammenlagt cirka 18 døgn om året.
I Kangerlussuaq er der blot 2,7 døgn om året, hvor piloter ikke kan lande fly på grund af dårligt vejr som for eksempel lavthængende skyer og dårlig sigtbarhed.  Foto © : Kalaallit Airports A/S
Skrevet af Christine Hyldal
18. april 2019 18:13

18 dage om året vil atlantlufthavnen i Nuuk være lukket i gennemsnit på grund af vejret. 

Det fremgår af et svar, som transportminister Ole Birk Olesen (LA) har givet til Grønlandsudvalget ifølge mediet Check in

I svaret, som ligger på Folketingets hjemmeside, står der også, at den kommende atlantlufthavn i Ilulissat vil være ikke-operationsdygtig i gennemsnit 7,3 døgn om året.

Beregningerne er lavet på baggrund af DMI’s klimastatistikker, hedder det i svaret. 

LÆS OGSÅ Bliv klogere på lufthavnspakken

En vigtig tilføjelse er dog, at beregningerne ikke skal ses som et udtryk for en nedlukning af trafikken i hele døgn. De hele døgn er en "akkumulation af de kortere intervaller (timer), hvor der ikke kan landes", hedder det i svaret. Det betyder, at når man lægger de timer sammen, hvor piloterne ikke kan lande på grund af dårligt vejr, svarer det til lidt over 18 døgn i Nuuk. Det svarer til en åbningstid på 95 procent i Nuuk på et år.

I Kangerlussuaq er der blot 2,7 døgn om året, hvor piloter ikke kan lande fly på grund af dårligt vejr som for eksempel lavthængende skyer og dårlig sigtbarhed. 

Største investering nogensinde

Søren Espersen (Dansk Folkeparti) stillede spørgsmålet om lukkedagene til Grønlandsudvalget  26. marts, og nu har transportministeren svaret på baggrund af bidrag fra Kalaallit Airports A/S, som skal anlægge og drive de to lufthavne.

Inatsisartut vedtog i november sidste år en ny anlægslov, der sikrer udbygning af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat til 2.200 meter landingsbaner. Derudover bliver der opført en ny lufthavn i Qaqortoq med en 1.500 meter landingsbane.

LÆS OGSÅ Lufthavnspakken er vedtaget

Lufthavnspakken er den største investering i infrastruktur i Grønlands historie. 18 stemte for, ni imod og to undlod at stemme, da den blev vedtaget i Inatsisartut, men det betyder ikke, at der ikke stadig er debat om den her i landet. 

For eksempel arbejder en gruppe, der kalder sig for Angisunnguaq-gruppen for, at den nye lufthavn i Nuuk skal være på Angisunnguaq-øen syd for Nuuk i stedet for.

Argumentet er turbulens, da lufthavnen ligger på en fjeldhylde ved det 450 meter høje Lille Malene. Herudover er der også løbende risiko for tågedannelser i både Nuuk og Ilulissat.