Ny generalsekretær i Vestnordisk Råd
Det bliver journalist og tidligere chefredaktør for AG Inga Dóra G. Markussen, der overtager stillingen som generalsekretær for Vestnordisk Råd fra den afgående generalsekretær Þórður Þórarinsson.
Hun er valgt ud blandt et stort ansøgerfelt på 41 ansøgere.
- De mange ansøgninger til stillingen viste os, at interessen for rådets arbejde og Vestnorden er i høj kurs. Derfor har Rådets Præsidium givet sig god tid til at vælge den oplagte kandidat til jobbet, siger Unnur Brá Konráðsdóttir, formand for Vestnordisk Råd og medlem af Islands Alting.
Vestnordisk Råd er en samarbejdsorganisation mellem Færøernes Lagting, Islands Alting og Grønlands Inatsisartut.
Inga Dorá G. Markussen taler både grønlandsk, dansk, islandsk og engelsk og har bred indsigt i alle de tre lande.
Vestnordisk Råds sekretariat ligger i Reykjavik.