Ny finans-naalakkersuisoq: Der er en milliard til regninger

Det offentlige underskud bliver stort, men der er penge på kistebunden. Faktisk er der en milliard til at betale de regninger, der løbende kommer ind - også i forbindelse med coronakrisen, oplyser Asii Chemnitz Narup.
Den nye naalakkersuisoq for finanser, Asii Chemnitz Narup fra Inuit Ataqatigiit, erkender, at det ikke er den letteste situation for landets økonomi lige nu. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Jens Betak
03. maj 2021 12:46

I dag skal politikerne i Inatsisartut diskutere alle de ændringer og ekstraregninger på de offentlige budgetter, der blev godkendt af Finans- og Skatteudvalget sidste år.

Ændringerne er samlet i det, der kaldes en tillægsbevillingslov. Hvert forår skal Inatsisartut godkende alle ændringerne, og i år er der usædvanligt mange ændringer, der skal godkendes på grund af coronakrisen.

Da finansloven blev vedtaget i november 2019 var forventningen, at der ville være et overskud på omkring 50 millioner kroner.

LÆS OGSÅ Finanslov for næste år vedtaget

Men som bekendt ramte coronaen sidste år, og derfor afsatte politikerne en masse penge til at afværge en overhængende krise. Derfor endte landets budget med forventet underskud på 450 millioner kroner.

- Det havde været nemmere at overtage overskud

Den nye naalakkersuisoq for finanser, Asii Chemnitz Narup fra Inuit Ataqatigiit, erkender da også, at det ikke er den letteste situation lige nu.

Hun havde ikke tid til at stille op til et interview, men i en mail til KNR skriver hun:

- Det havde naturligvis været nemmere at overtage ansvaret for en tillægsbevillingslov, som udviste et stort overskud eller blot en almindelig balance.

LÆS OGSÅ Budgetændringer i 2020 sender landets finanser i minus

Hun understreger dog, at der er rigeligt med penge til betale for de kortsigtede regninger. Det er der godt en milliard (1,015.000.000 kroner) i landskassen til, oplyser hun. 

- Det ændrer dog ikke ved, at der fortsat er store udfordringer med at sikre landskassens langsigtede økonomiske holdbarhed. Den nye koalition har store ambitioner - ikke mindst på det sociale område. Det er derfor ikke nogen nem sag at håndtere begge problemstillinger på én gang, skriver naalakkersuisoq for finanser Asii Chemnitz Narup.

Underskud kan blive mindre

Underskuddet på omkring 450 millioner kroner er dog en vurdering. Hjælpakkerne til erhvervslivet har ikke været så dyre som frygtet.

- Det er min forventning, at bundlinjen i landskassens regnskab for 2020 vil blive noget bedre. Hvor meget bedre kan jeg ikke oplyse præcist endnu, da revisor fortsat arbejder med regnskabet. Men et vist underskud må forventes, skriver naalakkersuisoq for finanser.

Den såkaldte tillægsbevillingslov skal godkendes i Inatsisartut på fredag.