Ilulissat: Ny Brugseni bygning overdraget til bygherren

Nøglerne til Kalaallit Nunaanni Brugsenis kommende butik i Ilulissat blev fredag overdraget af entreprenøren til Kalaallit Nunaanni Brugseni. Butikken åbner den 30. april.
Foto © : Kathrine Kruse
Skrevet af Kathrine Kruse
01. marts 2019 15:20

Kalaallit Nunaanni Brugseni, der i begyndelsen af 90'erne måtte dreje nøglen om i Ilulissat, fik fredag overdraget nøglerne til den kommende Brugseni, der skal åbne dørene til kunderne den 30. april.

- Ilulissat har bare været en drøm. Jeg tror, at det gjorde ondt dengang, vi var nødt til at lukke, siger Susanne Christensen, direktøren for Kalaallit Nunaanni Brugseni.

Den nye Brugseni-bygning er på 5800 kvadratmeter, mens butiksarealet bliver 2000 kvadratmeter.

- Vi har lavet rigtig mange lagerrum for netop at have plads til varerne i sæsonerne, hvor det kan være svært med skibe også videre, siger Susanne Christensen.

Byggeriet af den nye butik har kostet 150 millioner kroner, mens Kalaallit Nunaanni Brugseni også har valgt at bygge et hus til uddeleren samt en boligblok med 12 lejligheder til butikkens kommende personale.

- Der er jeg simpelthen bare nødt til at takke alle vores gode medarbejdere og alle de gode kunder og medlemmer for den store opbakning, der har været til det her projekt, siger Susanne Christensen.

Kalaallit Nunaanni Brugseni forventer, at butikken vil have omkring 50 ansatte.