Nuummiutter får fedtstenskursus

Indbyggerne i Nuuk får i løbet af sommeren lejlighed til at lære, hvor man kan finde fedtsten i Nuuk-området, men også inspiration til at forarbejde det til fedtstensfigurer eller brugskunst.
Gammelt fredet fedtstensbrud kaldet "Nordboernes badekar" ved Kapisillit. Foto © : Nynke Keulen/GEUS
Skrevet af Karsten Sommer
06. juni 2016 15:20

Det ny projekt er delvist inspireret fra Nunavut, hvor mange supplerer deres indkomst ved at fremstille fedtstensfigurer, der sælges som "inuit kunst".

Projektgruppen mener, at der vil være basis og efterspørgsel efter lignende produkter fra Nuuk-området.

Derfor er viden om, hvor man finder fedtsten, og hvordan man forarbejder den det første skridt til at få den idé virkeliggjort.

Læs også To områder åbne for småskalatilladelser

Læs også Spørgsmål til True North Gems-tilladelse afvist

Geologerne Nynke Keulen og Majken Djurhuus Poulsen fra GEUS fik ideen i forbindelse med en workshop om småskalaminedrift som Råstofdepartementet sidste år afholdt.

Her efterlyste mange af deltagerne konkret viden om bjergarter, som er egnet til fremstilling af smykkesten eller figurer, fortæller de to geologer.

Den første workshop om fedtsten finder sted på lørdag den 11. juni, hvor alle inviteres til at besigtige en fedtstensforekomst ved Ikkattut på Storø.

Bag projektet står foruden GEUS, Ilisimatusarfik og Københavns Universitet.