Nuuk får en ny havn

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har afsat 40 millioner kroner til etableringen af en ny havn i Nuuk. Og den skal efter planen være færdig i løbet af 2014.
Skrevet af Jette Andersen
24. november 2011 08:14

Et selskab skal nu etableres  i fællesskab mellem Grønlands Selvstyre, Kommuneqarfik Sermersooq, Royal Arctic Line og Aalborg Havn som ejere."

- Etableringen af havneselskabet er en helt ny måde at organisere og drive en havn på i Grønland. Vi skal vænne os til at drive havn på forretningsmæssige betingelser, som en virksomhed, der kan klare sig selv økonomisk, udtaler Asii Chemnitz Narup, borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.

Kommunalbestyrelsen var enige om, at havnen i Nuuk er for lille med for lidt oplagsplads. Det skaber alvorlige flaskehals-problematikker for fragttrafikken i hele Vestgrønland.

Transportkommissionen anbefalede i foråret, at anlæggelsen af en ny og større containerhavn i Nuuk bør sættes i gang snarest muligt. Og det har de kommende ejere nu taget til sig.