Nuuk får en miljøbil

Kommuneqarfik Sermersooq laver nu en affaldssorteringsplan, der skal sikre at miljøfarligt affald bliver håndteret forsvarligt.
Skrevet af Noah Mølgaard
24. januar 2012 10:56

Det skal være slut med at gamle vaskemaskiner, køleskabe og andre hårde hvid varer, der indeholder miljøfarlige stoffer, ender sammen med de øvrige affald. En ny indsamlingsordning for farligt affald bliver drøftet i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.

En måde at løse problemet på er anskaffelse af en såkaldt miljøbil. Bilen er indrettet, så den kan indsamle elektronikskrot og udtjente hårde hvide varer.

Forsøgsordningen vil i første omgang kun indsamle miljøfarligt affald fra private husstande i Nuuk, skriver Kommuneqarfik Sermersooq i kommunalbestyrelsens dagsordensmateriale. Det bliver i første omgang 1.000-2.000 private husstande, der får glæde af miljøbilen.

Økonomiudvalget har taget planen til efterretning. Næste skridt bliver udlicitering af miljøbilen, som også får en fast ruteplan. Kommunen oplyser, at anskaffelsen af indsamlingsudstyr bliver finansieret af landskassen.