Nunavut har Grønland som forbillede

Er Nunavut som selvstyrende område blevet en fiasko? Spørgsmålet kommer fra Canadas landsdækkende avis Globe and Mail. Der er ihvertfald langt, før Nunavut når op på siden af Grønland, vurderer avisen.
03. april 2011 16:31

Canadas landsdækkende avis Globe and Mail har publiceret en hel sektion om Nunavut på dets årsdag. Nunavut blev til et selvstyrende inuit territorie den 1 april 1999. De 33.000 indbyggere bor i 25 bygder og byer.

Nunavut blev dengang hyldet som et meget stort fremskridt for Inuit. En ny  regering hvor Inuit er i flertal og hvor de styrer adminstrationen. Det var meningen at 80 procent af alle embedsmænd skulle være Inuit, det er kun blevet til 25 procent. Man håbede også på, at det nye territorie ville betyde en moralsk og psykologisk fornyelse og ville sikre Inuits kultur, sprog, kort sagt - en bedre fremtid.

Nu er efter 12 års forløb, må man konstatere at det ikke rigtigt gik sådan. Siden indførelsen af Nunavut er vold og kriminalitet fordoblet til nu ni gange så meget som i resten af Canada. Kriminalitet er forholdsmæssigt på niveau med  for eksempel Sydafrika eller Mexico.

Det har det  højeste antal mord, og der er 40 gange så mange selvmord blandt unge mænd, som i resten af Canada. Desuden er der tuberkulose epidemi, fordi Nunavut har Canadas ringeste boligforhold. Et væld af sociale problemer. Syv ud af 10 børn lever i fattigdom og får ikke nok at spise hver dag… børnene bliver ofte på gaderne hele natten fordi de trods alt er mere sikre der, end i deres egne hjem.
Madeleine Redfern, Iqaluits borgmester, udtaler til Globe and Mail, at hvad der nu står klart er at Nunavut simpelthen ikke var parat til at blive et territorie i 1999.

Men der er håb. Grønland er et godt eksempel at efterligne, skriver avisen, og lederen af Nunavuts regering, Eva Aariak, har gjort det til hendes personlige prioritet at oprette en ny uddannelsespolitik. Men måske vigtigst af alt, man er klar over problemerne og er nu begyndt at tale mere åbent om dem.