Ernergidirektør i Nukissiorfiit, Kaspar Mondrup. Foto: Malik Brøns / KNR

Nukissiorfiit: Nuuks el afhænger af gammelt nødkraftværk

Nukissiorfiit leder stadig efter svaret på, hvorfor vandkraftværket kortslutter. Imens kæmper det gamle dieselkraftværk, som ikke har kørt i mange år, med at levere strøm til byen.

De sidste 36 timer har strømmen i Nuuk været særdeles ustabil. Tilmed har telefonnettet været nede i perioder, og mange hjem er uden vand og varme.

Nukissiorfiit har endnu ikke fundet ud af, hvad der præcis er skyld i, at vandkraftværket i Buksefjorden sætter ud, men de afviser, at der er tale om et kabelbrud. 

Nødkraftværk er ikke testet og har ikke kørt i mange år

Da vandkraftværket i Buksefjorden var nyt, var det ikke unormalt, at der var udfald, og at det gamle dieselkraftværk måtte overtage. 

Dengang var Nuuk dog meget mindre, hvorfor der skulle produceres meget mindre energi til byen.

De sidste mange år har strømmen af energi fra Buksefjorden dog flydt jævn og sikkert. Derfor er det gamle dieselkraftværk, som i dag skal forsyne Nuuk med strøm i nødstilfælde, ikke blevet teste i årevis.

Det fortæller Kaspar Mondrup, der er energidirektør i Nukissiorfiit: 

- Det har ikke været brugt som nødkraftværk i mange år, og det er meget kompliceret at få startet.

Spg: Trænger Nuuk til en forstærkning af nødkraftværket? 

- Det vi vil analysere, og så vil vi indstille til, at der bliver ændret på tingene, så vi har en løsning, der kan starte dieselkraftværket hurtigt op og producere nok strøm til hele byen, når vi ender i en situation, hvor vandkræftværket lukker ned, fortæller energidirektøren. 

Ifølge Kasper Mondrup kan dieselkraftværket ikke testes løbende, da det vil betyde, at vandkraftværket først skal slukkes. Derfor vil Nuuk vil være uden strøm, når man tester nødkraftværket. 

Helikopter sat ind i jagten på svar

I går var der mistanke om, at det massive strømsvigt skyldes et kabelbrud på de ledninger, som forbinder vandkraftværket i Buksefjorden med Nuuk. 

I dag peger mistanken dog i en anden retning. 

- Nedbruddet skyldes, at vi har nogle lange kabler ud til vores vandkraftværk. Vi forventer, at vinden har gjort, at to kabler har ramt hinanden, så der er kommet en stor gnist, og så slukker vandkræftværket. Vi har altså ikke noget kabelbrud, siger Kasper Mondrup og fortsætter.

- Nu sender vi tre mand ud med Arktisk Kommando, som fra helikopter skal se på kablerne. Måske de kan finde svaret på, hvorfor vandkræftværket kortslutter. 

Fordi store dele af Nuuk lige nu får strøm fra dieselkraftværket, er det kun dele af byen, som lige nu har strøm. Det skyldes, at dieselmotorerne skal startes langsomt op, så de ikke også sætter ud. 



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl