Nu kan du modtage digital post via computer eller sms

Selvstyrets digitaliseringsstyrelse lancerer nu en såkaldt digital postkasse-løsning, NemPost.
Foto © : Sullissivik.gl
Skrevet af Karsten Sommer
17. marts 2016 06:46

De gammelkendte metoder med at sende rudekuverter med frimærke på, når man udsender kontoudtog eller regninger, er ved at blive afløst af digitale løsninger. Noget der egner sig godt til Grønland med sine lange afstande og uregelmæssige postgang.

Grønland har simpelthen en national digitaliseringsstrategi, hvor den ny NemPost-løsning er en del af det. Man tilmelder sig via borgerservice portalen Sullissivik.gl eller via NemPost-appen på Android og iPhone.

Når der så er ny post i den digitale postkasse, modtager man en e-mail.

Hvis afsenderen vurderer, at det er vigtigt, at man læser brevet, modtager man også en SMS på din telefon. Du kan altså modtage lønsedler, breve fra kommunen og andre vigtige breve direkte i din digitale postkasse - som står åbent for dig 24 timer i døgnet.

Testet med stor succes

Den ny mulighed er de seneste 10 måneder blevet afprøvet hos fiskerivirksomheden Halibut Greenland med stor succes.

Her er fiskerne løbende via SMS blevet informeret om for eksempel hvor meget de har indhandlet, samt fået vigtige informationer om kvoter og lignende.

16.000 beskeder har Halibut Greenland afsendt i prøveperioden, og de har oplevet nedgang i henvendelser til administrationen, samt større fleksibilitet i forhold til koordinering af arbejdstider og vagter.

- Eksemplet fra Halibut Greenland viser, at det er en win-win-situation for alle parter at anvende NemPost. Jeg ser frem til, at NemPost bliver udbredt i hele samfundet, siger en tilfreds Randi Vestergaard Evaldsen, Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer, der også glæder sig over, at løsningen sparer penge for både den offentlige sektor og virksomhederne, da det forenkler deres sagsgange.