Nordkommune klar til at hjælpe 580 ledige

Qaasuitsup Kommunia melder nu klar med en handlingsplan, som skal hjælpe omkring halvdelen af kommunens ledige. De hårdest ramte bygder vil blandt andet få nye skorstensfejere og renovationsmedarbejdere.
Skrevet af Oline I. Olsen
27. juni 2012 09:31

Der er afsat en økonomisk ramme på 16,5 millioner kroner, som skal sikre, at omkring 580 ledige eller godt halvdelen af dem uden job i nordkommunen får et uddannelsesmæssigt løft.

Løftet skal ske ved kurser indenfor byggebranchen, råstofsektoren eller i turisterhvervene.  

Og selvom det kun er halvdelen af de ledige, der får muligheden for at komme på kursus er udvalgsformanden for erhverv, råstoffer og turisme i Qaasuitsup Kommunia, Peter Olsen godt tilfreds:

-Jeg synes at det er en god handlingsplan, der til forskel fra tidligere omfatter nye muligheder i erhvervsbranchen såsom i hotel- og restaurationsbranchen og i råstofområdet, siger Peter Olsen om den handlingsplan for ledige, som kommunalbestyrelsen netop har godkendt.

Og kommunen har en høj ledighed at bekæmpe. I slutningen af maj blev der opgjort 1830 arbejdsløse i kommunen, det vil sige 15 procent af arbejdsstyrken, men ifølge Peter Olsen er antallet nu faldet til omkring 1300 ledige i kommunen.

Og med handlingsplanen få 580 ledige kursustilbud i byggebranchen, hotelbranchen eller råstofsektoren.

-Og det er sådan cirka halvdelen af de arbejdsløse vi har i Qaasuitsup Kommunia; uanset om ikke alle er med, så synes jeg at der er et tilfredsstillende resultat vi har opnået, siger Peter Olsen.

Der vil blive afholdt kursus i både byer og bygder i blandt andet såkaldt omstillingsparathed til et andet erhverv. I bygderne Akunnaaq, Ikerasaarsuk, Aappilattoq, Qeqertaq og byen Qaanaaq, hvor ledigheden er på 25 procent vil der blive uddannet skorstensfejere, bygdeteknikere og kursus i håndtering af affald.  

Og kommunen er i handlingsplanen forberedt på sæsonledigheden i vinteren 2012 og 2013, hvor 1,5 millioner kroner kan bruges til blandt andet engelskkurser, produktionshygiejne eller eventuel omskoling til et andet erhverv, hvor de faglige kurser skal foregå i tæt samarbejde med lokale brancheskoler.