Nordatlantisk gymnasieklasse sender elever til fire lande på tre år

Fra sommeren 2019 bliver den første nordatlantiske gymnasieklasse med stor sandsynlighed en realitet. Eleverne i den nye klasse skal i løbet af tre års gymnasietid gå i skole i Danmark, Færøerne, Island og Grønland.
Skrevet af Kenneth Elkjær
03. juli 2018 14:24

Det fortæller rektor på Poul Jensen, der er rektor på GUX i Sisimiut og idemanden bag projektet. Han fortæller, at man har ønsket at give eleverne en reel chance for at opleve de lande, de kommer til at bo i, på en måde, som kun kan lade sig gøre, når man bor der i længere tid.

- Her der får man altså virkelig chancen for at lande i kulturen og være der et stykke tid og rigtigt integrere sig og se og opleve naturen og kulturen.

Den Nordatlantiske gymnasieklasse vil bestå af 5-6 elever fra hvert af de fire lande. Optagelseskravene er endnu ikke lagt fast, men der er nogle ting, der skal være på plads, hvis man vil være en del af den Nordatlantiske gymnasieklasse.

- Det er klart man skal have et vist flair for for eksempel sprog. Man skal også have en udrejselyst  og en god portion motivation for at bo et andet sted end derhjemme.

LÆS OGSÅ Danske gymnasiepenge giver grønlandske unge hjælp til selvhjælp

I løbet af tre år skal eleverne gå på Gribskov Gymnasium i et år, et halvt år på Miðnám á Kambsdali på Færøerne, et halvt år på Verzlunarskoli Islands i Island og til sidst et år på GUX i Sisimiut.

Poul Jensen mener, at den nye klasse vil blive et symbol på den store mobilitet, der i forvejen er mellem de fire landes befolkninger.

- Man kan sige, at man her laver en gymnasieklasse, der ikke har noget fast sted at være, det er jo et meget godt billede på den mobilitet, der er de nordatlantiske lande imellem.

LÆS OGSÅ Gymnasieorganisation vil oplyse danske elever om Grønland

Eleverne fra de fire lande vil undervejs blive undervist i deres modersmål via virtuel undervisning, når de ikke er i deres hjemlande. Uddannelsen er godkendt af undervisningsministeriet i Danmark, men mangler fortsat at blive godkendt af Departementet for Uddannelse her i landet.