VIDEO Niviaq Korneliussen glædeligt overrasket i Aasiaat

Der var stor interesse, da Niviaq Korneliussen holdt oplæg om sin bog, Homo Sapienne, i gymnasiet i Aasiaat. De mange fremmødte overraskede den unge forfatter.
19. april 2016 16:14

Det er begrænset, hvor mange der møder op ved lignende arrangementer i Nuuk. Derfor var Niviaq Korneliussen spændt på, hvor mange der ville møde op i GU-aulaen.

- Jeg havde svært ved at forestille mig, hvordan det ville være her. Måske ville der komme 5-10 stykker. Så da jeg kom her i aftes (i tirsdags, red.) var GU-aulaen proppet med folk, måske mere end 100, siger Niviaq Korneliussen til KNR.

Læs også Ung grønlænder debuterer som forfatter

Biblioteket i Aasiaat stod bag arrangementet, hvor forfatteren via sin anmelderroste bog italesætter homoseksuelles vilkår i Grønland.

- Hun snakker om emner, der ikke bliver diskuteret i hverdagen. Så vi var interesserede i at få hende herop og holde oplæg for borgerne, siger bibliotekaren Hanne Jerimiassen.

Inunnguaq Larsen er blevet revet med og inspireret af at læse Homo Sapienne, og han fik meget ud af at deltage i arrangementet.

- Det at kunne modtage kritik, selvom hun er så ung i stedet for at give op. Hun er meget selvstændig, og det har givet mig inspiration til selv at være selvstændig, siger Inunnguaq Larsen.

Læs også VIDEO Ung forfatter åbner sin første bog

De unge tilhørere havde også mange spørgsmål til forfatteren.

- Det var jeg meget overrasket over og glad for. Og jeg bemærkede, at de unge var meget interesserede.

- Det holdt sig ikke tilbage. De stillede spørgsmål og grinte sammen med mig, og det hele foregik på grønlandsk, det kunne jeg rigtig godt lide, siger Niviaq Korneliussen.

Niviaq Korneliussens bog, Homo Sapienne, udkom i 2014 og er efterfølgende blevet nomineret til en række fine priser – Politikens Litteraturpris, Danmarks største debutantlitteraturpris - Munch-Christensens Kulturlegat og Nordisk Råds litteraturpris.

Læs også Niviaq Korneliussen nomineret til pris

Læs også Nordmand vandt litteraturpris