Nivi Olsen: Klogt ikke at nedlægge eskimologi

I dag kom det frem, at eskimologi ikke er blandt de fag, som Københavns Universitet vil nedlægge. En beslutning, som naalakkersuisoq for uddannelse, Nivi Olsen, glæder sig over.
Foto © : Jonas Løvschall-Wedel/KNR
05. april 2016 05:19

- Det er en meget glædelig nyhed, og det er en fabelagtig mulighed for det arktiske område og de grønlandske studerende, som får mulighed for at få en uddannelse, der handler om det arktiske område, siger Nivi Olsen til KNR.

Desuden fremhæver hun, at det især er vigtigt at opretholde eskimologistudiet i en tid, hvor der kommer et øget fokus på Arktisk og de muligheder, der er i området.

Det er en dansk beslutning

Selvom faget ikke bliver nedlagt, vil der ikke blive optaget nye studerende i år, først næste år bliver der igen åbnet for optaget. Men det er der ikke noget, naalakkersuisoq for uddannelse kan gøre noget ved.

- Det er jo et dansk universitet, det handler om, så det blander jeg mig ikke i, understreger Nivi Olsen.

Læs også Hans Enoksen tilfreds med bevaring af eskimologistudiet

Medlem af Folketinget for IA, Aaja Chemnitz Larsen, kan heller ikke få armene ned af begejstring over, at eskimologi ikke bliver nedlagt. Men hun undrer sig dog over, at Københavns Universitet ikke optager studerende i år på studiet.

- Det synes jeg er rigtig ærgerligt, at man ikke har lyttet til hele kritikken, og allerede fra sommeren 2016 valgt at optage nye studerende, siger IA Aaja Chemnitz Larsen.

Læs også Københavns Universitet bevarer eskimologi

Hun frygter nemlig, at det vil gå ud over kvaliteten på studiet, hvis man fremover ikke optager studerende på eskimologi hvert år.

- Nu ved jeg ikke, hvordan det kommer til at fungere fremadrettet, men hvis det kun er hvert andet år, at man har tænkt sig at optage studerende, har det selvfølgelig en stor betydning for studiemiljøet og i forhold til at skabe et stærkt studie.