Australske naturbrande er på størrelse med Fyn

I Australien kæmper 2000 brandfolk nu mod forværrede brande i New South Wales, mens en dyne af røg har lagt sig over Sydney.
Røgen fra brandene har medført sundhedsfarlig luftforurening flere steder i delstaten, herunder i områderne omkring Sydney. Foto © : Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
06. december 2019 09:49

Fredag morgen lokal tid har brandvæsenet erklæret "emergency warning" ved ni brande i delstaten, hvilket er det højeste advarselsniveau.

De forværrede forhold skyldes ifølge brandmyndighederne høje temperaturer og stærke vinde. Det skriver BBC.

LÆS OGSÅ Sydney gisper efter vejret i tyk røg fra bushbrande

En række af de mest voldsomme brande befinder sig i områderne nord for Sydney.

Her har flere store brande fredag morgen lokal tid udviklet sig til en "megabrand", der dækker mere end 3000 kvadratkilometer.

Det svarer til størrelsen på Fyn.

Røgen fra brandene har medført sundhedsfarlig luftforurening flere steder i delstaten, herunder i områderne omkring Sydney.

LÆS OGSÅ En million hektar af Australiens østkyst er gået op i flammer

Siden mandag har et tykt tæppe af røg således lagt sig over den kendte storby.

- Sydney kvæles, mens delstaten brander, lyder det på forsiden af avisen The Sydney Morning Herald her fredag morgen.

Ifølge brandmyndighederne ventes det, at røgen vil blive liggende et godt stykke tid endnu.