NATO-chef besøger Danmark

NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, er i disse dage i Danmark for at drøfte den sikkerhedspolitiske situation og bl.a. tale om landets økonomiske bidrag til NATO.
Foto © : Andreas Gilje Bergslien/Luftforsvaret
17. marts 2017 11:36

Det er et krav, at Danmark må betale mere for at sikre sig NATO's militærbeskyttelse, har Stoltenberg understreget.

Ifølge en aftale, som Helle THorning-Schmidt underskrev i Wales i 2014, skal Danmark på sigt bruge 2 procent af sit bruttonationalprodukt på Forsvaret. Det svarer til en ekstraregning på over 30 mia. kroner om året for statskassen.

Hverken Socialdemokraterne eller Venstre vil klart sige forud for forsvarsforligsforhandlingerne til efteråret, hvor mange ekstra penge de vil bruge på Forsvaret.

LÆS OGSÅ Nato-chef vil have Danmark til at bruge mere på forsvar

Til Ritzau siger forsvarsordfører fra Dansk Folkeparti, Søren Espersen, dog, at Danmark skal op på de to procent af bruttonationalproduktet.

- Sådan er det, hvis man skal være med i en forening, der hjælper Danmark med sikkerheden. Hvis vi skulle stå alene uden for Nato, så tør jeg slet ikke at gætte på, hvad det vil koste.

Det har af flere omgange været nævnt, at Danmark har fået rabat i NATO på grund af amerikanernes ret til at bruge Thulebasen. Det er dog ikke blevet bekræftet af den danske regering.