Nationalmuseet åbner digital skattekiste

Hvordan så havneområdet i Maniitsoq ud for 100 år siden, og hvad skrev præsten i Tasiilaq i sin dagbog i samme periode? Det og mange andre spørgsmål om Grønland i gamle dage kan du få svar på, når du klikker dig ind på en ny hjemmeside.
Skrevet af Karsten Sommer
27. januar 2019 11:36

Grønlands Nationalmuseum og Arkiv har oprettet en helt ny, digital skattekiste af historiske billeder og arkivalier på hjemmesiden, der hedder Qangagooq.gl.

Hjemmesiden giver adgang til ca. 18.000 billeder, og blandt dem er Grønlands første fotograf, John Møllers næsten 3000 billeder i perioden fra cirka 1890 til 1922.

Udover fotografier består samlingen af Grønlands første lokalpolitiske institutioners, forstanderskabers og kommuneråds protokoller i perioden ca. 1860 til 1939, alt sammen på grønlandsk.

Mandtalslister digitaliseret

Og så kan man undersøge, hvor mange der boede i Nordgrønland i perioden fra 1790 og hundrede år frem, da mandtalslisterne fra dengang er digitaliseret.

Når man søger på årstallet 1919, finder man blandt andet førstepræst Christian Rosings dagbogsnotater fra sin tid i Tasiilaq.

Og for præcis hundrede år siden, den 27. januar 1919, skriver han blandt andet, at vinden har lagt sig, og at det ved middagtid sneede. Og så havde kolonibestyreren travlt, da mange mennesker fra fjorden netop var ankommet for at handle.

Qangagooq.gl er resultatet af mange års arbejde med forskellige registrerings- og digitaliseringsprojekter på museet og i arkivet ved NKA, skriver Grønlands Nationalmusseum og Arkiv.