Militærbase: Nasa kortlægger gammel base til atommissiler
Tilbage i april fløj et amerikansk Gulfstream III-fly over indlandsisen 150 kilometer øst for Pituffik Space Base.
Ombord var Nasa-forskeren Alex Gardner med et hold ingeniører. På undersiden af flyet var en speciel radar monteret - en såkaldt UAVSAR.
Egentlig var holdets mission, at de skulle scanne isen som en ultralydsscanning, så de kunne kortlægge overfladen, men også de underliggende lag ned til grundfjeldet.
Men pludselig spottede radaren noget højest uventet - en hemmelig militærbase under indlandsisen. Det skriver Nasa i en pressemeddelelse.
- Vi ledte efter bunden af isen, og pludselig dukkede Camp Century op. Til at starte med vidste vi ikke, hvad det var, fortæller Alex Gardner, der til daglig er cryosfærisk forsker ved NASA’s Jet Propulsion Laboratory
Byen under is
Camp Century blev bygget i 1959 af den amerikanske hær og fungerede som et hemmeligt militærprojekt under den kolde krig.
I forbindelse med militærlejren udarbejdede den amerikanske hær ‘Projekt Iceworm’ med formålet at bygge et netværk af tunneler med atommissiler. Missilerne nåede dog aldrig til lejren, som blev efterladt i 1967 og dækket af sne. Det skriver Videnskab.dk.
- I de nye data kan man se individuelle strukturer i den hemmelige by, som ikke er set før, fortæller Chad Greene, en anden af de cryosfæriske forskere fra Nasa.
I dag ligger resterne af Camp Century begravet under mere end 30 meter is.
- Vores mål var at kalibrere, validere og forstå UAVSAR’s (radaren, red.) evner og begrænsninger i forhold til at kortlægge isens indre lag og grænsefladen mod underlaget, forklarede Chad Greene.
På sigt forventes udstyr som radaren at hjælpe forskere med at måle iskappernes tykkelse i lignende miljøer i Antarktis og præcisere estimater for fremtidige havniveaustigninger.
Radioaktivt affald
Ifølge Videnskab.dk viser et studie fra 2016, at indlandsisen ovenpå Camp Century kan forsvinde inden for de næste 75 år, og isens smeltning vil føre til, at kemisk, biologisk og radioaktivt affald fra basen vil blive eksponeret og bevæge sig mod kysten.
Forskerne antydede, at det potentielt kan blive et geopolitisk problem mellem den danske regering og USA.
Derfor forskes der fortsat i indlandsisens tykkelse, så man kan se, hvad der vil ske med isen, når havene opvarmes, skriver Videnskab.dk.