Narsaq siger nej tak til politisk styregruppe

Samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer i Narsaq vil have afskaffet den politiske styregruppe i Sydgrønland, der er blevet nedsat i forbindelse med den kommende kommunalreform.
04. marts 2008 14:27

- Den beslutning blev faktisk taget allerede den 14. februar på et kommunalbestyrelsesmøde her i Narsag, siger borgmester Kiista P. Isaksen:

- Grunden til, vi tog den beslutning er, at vi har anbefalet, at alle partiernes repræsentanter i gruppen får stemmeret. Det har vi ikke opnået. Derfor bør gruppen afskaffes, siger Kiista P Isaksen.

På spørgsmålet om, hvad hun synes om den politiske styregruppes formand, Kristine Raahauges holdning og udtalelser om, at Qaqortoq skal være borgmesterby, sekretariat og økonomisk hovedsæde, svarer Narsaq's borgmester:

- Det er kun en beslutning, der er taget af overgangsudvalget.

For os drejer reformen sig først og fremmest om, at der ikke bliver tale om serviceforringelser for borgerne, når den nye reform træder i kraft.