Narhvalsjæger blev samlet op af rejetrawler og startede en SAR-operation

- Det kunne være gået grueligt galt. Det er jo et stort område, hvis man ikke ved, hvor man skal begynde at lede efter dem, siger politiet.
Det kunne være gået grueligt galt. Det er jo et stort område, hvis man ikke ved, hvor man skal begynde at lede efter dem. (Arkivfoto)
Skrevet af Kathrine Kruse
12. februar 2020 09:56

En vildfaren jolle blev samlet op i farvandet vest for Aasiaat mandag aften - og derefter satte Arktisk Kommando gang i en mindre SAR-operation.

- Det startede med, at en stor rejetrawler, Polar Nataarnaq, samlede en jolle op et godt stykke vest for Aasiaat. Jollen var ved at løbe tør for benzin, og dens ejer anede ikke, hvor han var henne, siger Søren Bendtsen, der er vagtchef hos Grønlands Politi.

Jollens ejer var på narhvalefangst - og det viste sig, at han ikke var alene om at jage narhvaler i farvandet vest for Aasiaat.

Politi: Kan have gået grueligt galt

Fangeren fortalte nemlig, at en anden jolle også var på narhvalsfangst i samme farvand.

Derfor blev inspektionsskibet Triton og inspektionsfartøjet Lauge Koch sendt mod Aasiaat for at deltage i en eftersøgnings- og redningsoperation.

- Den anden jolle sejlede dog senere selv til Kangaatsiaq, siger Søren Bendtsen.

Men det var heldigt, at Polar Nataarnaq var i nærheden og kunne samle første jolle op, siger han.

- Det kunne være gået grueligt galt. Det er jo et stort område, hvis man ikke ved, hvor man skal begynde at lede efter dem. Især hvis sigtbarheden er nedsat. Så det er ren og skær held, at der lå en stor trawler, som kunne samle den ene af jollerne op, siger Søren Bendtsen.