BILLEDER Nanook på duo-turné i Japan

Nanook var første gang i Japan sidste år, hvor de spillede to koncerter. Denne gang spiller bandets frontfigurer, Christian og Frederik, akustiske koncerter rundt omkring i Japan, hovedsageligt i Tokyo.
Foto © : Nanook
Skrevet af Mads Pedersen
08. november 2016 14:30

Christian og Frederik Elsner er i øjeblikket i Japan, hvor de giver akustiske koncerter i Tokyo og andre byer. 

Foto © : Nanook

- Det har været en lang rejse, og det er et hårdt program, men vi bliver behandlet rigtig godt og modtagelsen til koncerterne gør det til en ekstra behagelig oplevelse. Vi har indtil videre været i radioen hvor vi blev interviewet om vores musik, om Grønland samt spillet ´Ai Ai´ live, skriver Christian og Frederik Elsner til KNR. 

Foto © : Nanook

Selvom de har et tæt program, har der været tid til lidt hygge, fortæller musikerbrødrene. 
- Tokyo er en unik by som har det hele. I går shoppede vi lidt tøj, og maden hernede er helt eminent, og man får prøvet rigtig mange ting lige fra barbecue på bordet til den lækreste sushi. 
- Tokyo har det hele og anses som musikkens mekka af mange i Europa og USA så vi føler os meget privilegeret over at kunne komme på sådan en turné.

Foto © : Nanook

Interesse for grønlandsk kultur

I denne uge skal Elsner-brødrene bruge to dage kun til presse; TV, radiostationer, aviser og musikblade. 
- Japanerne er meget nysgerrige om vores sprog og kultur, så der bliver snakket rigtig meget om Grønland, fortæller de. 

Foto © : Nanook

Til februar skal Nanook på turne igen i Japan, men denne gang bliver det med hele bandet. 

- Vi glæder os rigtig meget til februar, hvor vi skal fyre den af med bandet, og der skal vi turnére med nogle musikere fra R.E.M. i Tokyo og Kyoto, skriver brødrene til KNR.