Nanook efter koncert på Roskilde Festival: Vi glemmer det aldrig

Nanook satte torsdag et propfyldt telt i hopla på årets Roskilde Festival. En koncert, som bandet aldrig kommer til at glemme. Og som har åbnet folks ører for moderne grønlandsk musik.
06. juli 2019 13:21

Jublen var overvældende i Pavillion-teltet, da Nanook gav koncert for flere tusinde mennesker på Roskilde Festival torsdag. Sanger, guitarist og medstifter af Nanook, Christian Elsner, er begejstret for gårsdagens koncert. 

- Det var fedt at være i nuet, og vi havde ikke lyst til, at det skulle være overstået. De 80 minutter blev bare væk så hurtigt. Så det handlede bare om at nyde det, så meget vi kunne. Vi kan takke publikum for, at vi aldrig nogensinde glemmer det. Alt i alt, så var det en rigtig fed oplevelse, siger han.

Kort før koncertens start havde følelserne siddet godt uden på tøjet hos de fem bandmedlemmer, der har gået med drømmen om koncerten på Roskilde Festival i mere end 10 år. Deres rituelle gruppekram inden de gik på scenen betød ekstra meget efter arbejdet med at nå scenen på Danmarks største festival.

Grønlandske bands på Roskilde Festival
- Sumé, 1995
- Angu, 2005
- Nive and the Deer Children, 2011
- Small Time Giants, 2012
- Nanook, 2019

- Vi var meget spændte inden, for der var kun halvt fyldt til det forrige danske band i det store telt. Så da vi gik på, og så at der var proppet, og folk stod uden for teltet, så blev vi overvældet og glade, og vi glædede os bare til at komme igang.

Selve koncerten var en blanding af nyt og gammelt. Og bandet havde valgt de mere rockede numre til festivalen. Det faldt i smag hos publikum, og det kunne mærkes, siger Christian Elsner.

- Der var så mange mennesker og alle var jo i hopla inde i det telt med klapsalver efter hver sang, siger han.

- Jeg tror, det var det fedeste ved hele koncerten. Det var alle de mennesker, der bare kom for at tjekke os ud. Og så blev de stående og begyndte at nikke og klappe med, og pludselig var alle helt oppe at køre. Så det var en rigtig positiv oplevelse, og man kunne se at de virkelig nød musikken.

Christian Elsner fortæller, at de har fået masser af positive tilbagemeldinger på koncerten både på de sociale medier og efter koncerten.

Foto © : Nanook
Nanook er med til at åbne døren for andre grønlandske musikere, når de får lov at spille på Roskilde Festival, mener formanden for musikerforbundet.Foto: Nanook

- Der kom også en masse mennesker fra både Europa og Danmark hen til os og fortalte, hvor overraskede de var over, at vi fra Grønland kan spille sådan noget musik. Og det viser jo bare, hvor lidt Danmark ved om os i Grønland, for vi er jo ikke det eneste band, der spiller moderne musik. Så det var en fed oplevelse.

Formanden for musikerforbundet og forsanger i bandet Inuk, Inunnguaq Petrussen, mener da også, at Nanooks optræden er et vigtigt skridt for grønlandsk musik, der kan åbne folks ører for lyden af det moderne Grønland.

- De viser, at grønlandsk musik eksisterer og er godt. Så man kan håbe, at andre end Nanook også kan få lov til at spille ude i verden i fremtiden. Så at de får lov til at spille på Roskilde Festival, det er kæmpe stort og det fortæller os, at vi har en chance ude i verden, siger Inunnguaq Petrussen.

En stor del af publikum har ikke kunnet forstå de grønlandske tekster. Men det er ikke noget problem, tværtimod. De grønlandske tekster er en styrke og netop det, der skiller Nanook ud fra mængden.

- Når Nanook eller andre grønlandske bands synger på grønlandsk, så er man ikke bare en dråbe i det hav af bands, der synger på engelsk. Man er stadig bare en dråbe, men i en mindre sø. Det gør en mere speciel, siger Inunnguaq Petrussen.