Naleraq vil have offentligt møde om spiralsagen – nu inviteres de til lukket møde
For nyligt opfordrede Naleraq til, at man holdt et ekstraordinært møde i Inatsisartut om, hvordan man forholder sig til spiralsagen, og de handlinger, der er foregået fra kolonitiden og frem til i dag.
- Det er rigtig vigtigt at få afklaret, hvad vi synes - os det er gået ud over. Er vi ligeglade og giver stiltiende accept, eller hvordan forholder vi os? Det er ret vigtigt at få tilkendegivet det. Ikke kun for vores eget folk, men også for omverdenen, sagde Naleraqs formand, Pele Broberg, til KNR.
Den forespørgsel er der dog ikke kommet noget svar på.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse.
- Naleraq har offentligt inviteret de øvrige partier til at tage stilling til, om spiralsagen skal prøves juridisk ved en international domstol, skriver partiet:
- Ingen af partierne har indtil videre svaret offentligt på invitationen.
I stedet fremgår det af pressemeddelelsen, at Naleraq sammen med de andre partier er inviteret til et lukket møde i sagen.
- Nu er partierne i stedet blevet inviteret til et lukket møde hos naalakkersuisoq om spiralsagen.
Ikke brug for lukkede døre
Både Siumut og Naleraq har udtalt, at de vil have spiralsagen prøvet ved en international domstol.
Det mener de, efter at de to nye rapporter om spiralsagen blev offentliggjort i slutningen af august.
Begge rapporter pegede på, at der var begået krænkelser af menneskerettighederne, men kun den ene mente, at der muligvis kunne være tale om folkedrab af Danmark, da kvinder fik opsat spiraler uden samtykke fra 1960’erne og årtier frem.
Naleraq slår fast i den nye pressemeddelelse, at de vil deltage i det lukkede møde, men at de ikke vil have deres holdninger til sagen gemt af vejen på et lukket møde.
- Vi har intet behov for at skjule vores holdning. Vi står offentligt ved den – også før mødet, udtaler Pele Broberg i pressemeddelelsen:
- Hvis andre partier mener noget andet, bør de også sige det åbent til befolkningen.
Partiet opfodrer også andre partier til at tage stilling til, hvorvidt spiralsagen skal prøves ved en international domstol:
- Et lukket orienteringsmøde kan være nødvendigt, hvis der skal fremlægges oplysninger, som er underlagt fortrolighed. Men fortrolighed om enkelte oplysninger må ikke bruges som begrundelse for at gøre hele den politiske diskussion fortrolig, siger Pele Broberg.