Naja Paulsen: Folketingsvalget forløber som det plejer

At der kun er to herboende kandidater meldt ud til folketingsvalget på nuværende tidspunkt, er hverken usædvanligt eller et udtryk for manglende engagement. Det vurderer en politisk kommentator.
27. maj 2015 16:57

Indtil videre har kun Johan Lund Olsen og Múte B. Egede fra Inuit Ataqatigiit meldt ud, at de stiller op til det danske folketingsvalg den 18. juni.

Men at der ikke er flere kandidater meldt ud på nuværende tidspunkt, er hverken usædvanligt eller et udtryk for manglende engagement.

- Jeg har på fornemmelsen, at de fleste har tænkt, at valget først ville komme til efteråret. Måske fordi vores eget landstingsvalg er så tæt på, og der har været landstingssamling for første gang efter den nye valgperiode indtraf. Plus vi ved, at der er brugt mange penge på den sidste valgkamp, som var lige efter det ordinære valg i 2013, siger Naja Paulsen, der er leder af afdeling for journalistik på Grønlands Universitet Ilisimatusarfik.

Læs også Múte B. Egede stiller op til Folketingsvalget

Bliver kandidaterne valgt ind, får de nok at se til. For opgaven med at repræsentere Grønland i det danske folketing er en vigtigt opgave, understreger hun:

 - Det viste pituffik-sagen eksempelvis, at vi skal have nogle folk, som har indsigt i forskellige problematikker omkring aftaler og udenrigspolitik og alle mulige administrative store opgaver, og at vi har nogle vågne og aktive folketingsmedlemmer i folketinget.

Læs også Partierne er endnu ikke klar med kandidater til folketingsvalget

Naja Paulsen regner med, at Pituffik-sagen fortsat vil være på dagsordenen for de to grønlandske repræsentanter, der bliver valgt ind i folketinget.

Men også Grønlands rolle i arktisk, landets nuværende økonomiske situation, og de områder, der endnu ikke er hjemtaget - såsom udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt forskellige love om for eksempel landbrug og veterinære forhold - vil være af stor relevans for de grønlandske mandater.

Og derfor også for de grønlandske vælgere, understreger Naja Paulsen.

- Folketingsarbejdet, det er stadig meget vigtigt i forhold til, at selvstændighed er et tema, som endnu kører, og hvis det skal på plads, så kræver det nogen opgaver, der skal færdiggøres i forhold til, at vi hører sammen under den danske stat, siger hun.